Det er kulturen, dumme

Det var den amerikanske journalist, Andrew Breitbart, der formulerede et af tidens mest ikoniske udsagn: ”Politics is downstream from culture” – Politik udspringer af kultur. En højst tankevækkende påstand i betragtning af, at danske politikere knapt skænker kultur nogen tanke. Og hvis nogen prøver, bliver de udsat for en shitstorm, som da Pia Kjærsgaard ville slå et slag for ”danske værdier”. Hvilke værdier? blev der hånligt spurgt i medierne, som var enige om, at danske værdier ikke findes.
Hvad kan vi bruge Breitbarts bonmot til? Umiddelbart må man give ham ret i, at konkrete politiske beslutninger (tit) bunder i ofte uerkendte forestillinger, som vi godt kan kalde kultur. Men hvor kommer kulturen fra? Hvorfor er visse antagelser om det indlysende rigtige og sande så udbredte, at politikerne end ikke behøver at henvise til dem, for sådan føler jo alle gode og dydige mennesker? Udbredelsen af kulturelle normer udspringer vel ikke af kultur – ellers skulle man sige, at kultur medfører kultur – men må have sin rod i noget andet. Nogen må have en fordel af at fremme visse kulturnormer på bekostning af andre.
Hvorfor forærer Københavns Kommune i tidsrummet 2020-2023 7,1 millioner til et firma, der kalder sig Normstormerne, og som beskæftiger sig med at indoktrinere skolebørn med woke-ideologi om kønsidentitet, seksuel orientering og ”normkritik”, som vist nok går ud på at ophidse de små til had mod samfundsordenen? Hvorfor denne kommunalt betalte propaganda for forskruede sexfantasier, hvormed man vil belemre sagesløse børn, som gik i skole for at lære at læse, skrive og regne? Hvad skal alt dette LGBTQ+ tjene til?
Det korte svar er, at så længe man kan bilde folk ind, at deres vigtigste problemer hænger sammen med deres tissemænd og tissekoner, vil de ikke anfægte venstrefløjens ret til at styre København eller storkapitalens ageren.
Men Normstormerne, anført af den kernedanske kvinde, Monir Mooghen, går også til kamp mod ghettolisten, som de mener undertrykker en bestemt minoritet, dvs. vores gamle ven islam. Og for at tydeliggøre deres hensigt, bringer de et billede af muslimske kvinder udklædt som Sorte Slyngel.
Kultur er et politisk redskab, og man kunne ønske sig, at de dansksindede partier, DF og Nye Borgerlige, lagde større vægt på den – i stedet for at flyde med. Hvis de ikke tager kampen, kan alt andet være ligegyldigt.