Det hærværk og den chikane som blev rettet mod danske jøder natten til 9. november – datoen for Krystalnatten i 1938, hvor tyske nazister smadrede jødiske forretninger og synagoger – er uhyggelig i mere end én forstand: det er en racistisk trussel mod en gruppe danskere med klare referencer til nazi-tidens jødeforfølgelser, men det er også en påmindelse om, at antisemitismen er på fremmarch, og ikke kun i nynazistiske miljøer som Nordfront, der angiveligt stod bag lørdagens hadforbrydelse, men også på venstrefløjen og i udbredt grad i muslimske miljøer.
På den pænere del af venstrefløjen benytter man sig ganske vist af eufemismen ”anti-zionisme” og pakker modviljen mod jøder ind i ensidig kritik af staten Israel, som med jævne mellemrum får luft ved ”Boykot Israel”-kampagner og ensidige brandtaler mod Israel ved pro-palæstinensiske demonstrationer, men den underliggende modvilje mod jøder er ikke til at tage fejl af.
Eksemplerne på herboende muslimers chikane af og overgreb mod danske jøder er efterhånden legio og beviserne på truslens alvor kan aflæses ligefrem proportionalt af den massive beskyttelse af jødiske institutioner og desuden af den omstændighed, at jøder, der ikke skjuler deres religiøse tilhørsforhold betragtes som fair game, hvis de skulle bevæge sig i retning af Nørrebro. Den såkaldt inkluderende bydel, hvor skoleinspektører ikke desto mindre fraråder jødiske forældre at sætte deres børn i de kommunale skoler, da man ikke kan garantere børnenes sikkerhed.
Men også centrum-venstre politikere har afsløret en foruroligende forståelse for de tiltagende anti-semitiske strømninger, eller i hvert fald udvist en pinlig appeasement-indstilling i forhold til anti-jødisk adfærd: mange vil således huske, da den daværende radikale borgmester i København, Anna Mee Allerslev i 2012 blåstemplede, at kommunens embedsmænd bad Dansk Zionistforbund om ikke at vise det israelske flag i forbindelse med en mangfoldighedsfestival.
Hertil kommer det på afsenderfronten politisk mere diffuse, men ikke mindre ækle jødehad, der kommer til udtryk hver gang omskæringsdebatten dukker op: selvom omskæring af drengebørn er en udbredt praksis i muslimske kredse og også i f.eks. USA, er det næsten udelukkende jøderne, der angribes for at omskære deres drenge.
Det er dybt beskæmmende, at vi i Danmark ikke har større fokus på problemerne med det tiltagende jødehad. Ganske vist tager alle afstand fra aktioner som lørdagens chikane og hærværk, men det er som altid ad hoc og nye angreb på danske jøder sættes meget sjældent ind i den større og underliggende sammenhæng, hvor de hører hjemme.
Det bærer danske jøder selv en del af skylden for: de synes at leve efter devisen, at man sørger bedst for egen frihed og sikkerhed ved at forholde sig passiv, tie, bøje af eller allerhøjest klage over at blive chikaneret i håbet om, at andre vil tage affære.
Det er en rigtig dårlig strategi, for den virker helt åbenlyst ikke. Som ovenstående illustrerer, er der de senere år ikke kommet mindre, men mere jødehad og det er på høje tid, at danske jøder tager skeen i en ganske anden hånd og bliver mere offensive i deres krav om at blive respekteret som den skattede befolkningsgruppe, de vitterlig er.
”I miss the fighting jew” sagde vores store modstandsmand, Jørgen Kieler, om fraværet af jøder i den modstandskamp under besættelsen, der også havde redningen af danske jøder over Øresund som omdrejningspunkt, og som også i tiderne efter har været sært jødefri i kampen om at bevare deres retmæssige plads i vores samfund. I stedet har fremtrædende jøder den ene gang efter den anden rakt ud efter den hånd, der slår dem: som da Mosaisk Troessamfund med Bent Melchoir i spidsen i 2009 gik sammen med Muslimernes Fællesråd om kampagnen ”Antisemitisme og islamofobi – ikke i vores by!” Det var så himmelråbende naivt, at det faktisk var stupidt og desuden en våd klud i ansigtet på dem, der er parat til at stille op for jøderne.
Lad dette være en opfordring til danske jøder om at skifte deres defensive strategi ud med en mere offensiv af slagsen. Jeg vil som altid forsvare danske jøders plads i vores samfund, men det ville være ulig meget lettere, hvis en jøde tog mig i hånden.