Intet illustrerer den kommunistiske ideologis totale fallit bedre end Cubas håbløse økonomi, der har medført, at landet oplever den største bølge af regeringskritiske demonstrationer i mindst tre årtier.
Under det kommunistiske styre, der blev grundlagt af den cubanske diktator Fidel Castro, er mindst én demonstrant blevet dræbt og flere hundrede er blevet anholdt på nuværende tidspunkt under styrets karakteristisk brutale reaktion på de voksende landsdækkende protester.
Den underliggende årsag til demonstrationerne har været den cubanske økonomis elendige forfatning, idet cubanere protesterer mod mangelen på basale fødevarer og medicin. Landets uduelige håndtering af coronavirus føjer sig til deres elendighed og betyder, at landets 11 millioner indbyggere nu har flere coronasmittede per borger end noget større latinamerikansk land.
Den cubanske præsident Miguel Diaz-Canels diktatoriske styre er måske nok ude af stand til at opfylde sine borgeres basale behov, men det formår alligevel at intimidere sin rastløse befolkning, som den hårdhændede undertrykkelse af demonstranterne viste.
I samme øjeblik at tusinder af cubanere gik på gaden for at protestere i tilsyneladende spontane demonstrationer over hele landet, reagerede styrets sikkerhedsstyrker for at befæste sin autoritet.
Gaderne fyldtes med specialstyrker og politibetjente, og over hele øen blev internetforbindelser afbrudt for at forhindre demonstranter i at koordinere demonstrationerne, hvilket bevirkede, at næsten alle demonstrantioner blev opløst inden for få timer.
Demonstrationerne begyndte den 11. juli i byen San Antonio de los Banos mod vest og spredte sig siden til mere end 40 byer – herunder hovedstaden Havana. Lige siden de første demonstrationer har sikkerhedspolitiet, med hjælp fra hurtige interventionsstyrker og kommunistpartiets soldater bevæbnet med stave, haft travlt med at arrestere mere end hundrede demonstranter.
Mens de cubanske myndigheder kan glæde sig over at have nedkæmpet urolighederne, er der ikke desto mindre tydelige tegn på, at en stadigt mere højtråbende cubansk oppositions ønsker om markante forandringer i den måde, som landet regeres på, i sidste ende ikke kan undertrykkes.
Cubas kommunistiske ledere har længe været stolte af deres evne til at imødegå enhver fare mod deres marxistiske revolutions overlevelse. Mens kommunistiske regimer i hele verden, navnlig Sovjetunionen, er fortid nu, og andre kommunistiske regimer i eksempelvis Kina i al stilhed har taget kapitalismens fordele til sig, har Cuba siddet fast i en anakronistisk tænkemåde, der har været fremherskende i landet siden Fidel Castros revolution i 1959.
Den store forskel nu er dog, at styrets nuværende generation af ledere ikke formår at forlange det cubanske folks opbakning i fraværet af Castros karismatiske ledelse.
Dette er første gang, at Havanas kommunistiske regering har skullet imødegå en større udfordring af sin autoritet uden at have nogen medlemmer af Castro-klanen ved magten. Sidste gang landet oplevede større demonstrationer var i 1994, hvor Castro personligt stillede sig op foran demonstranterne på hovedstadens strandpromenade Malecon og formåede at overbevise dem.
Da Castro døde i 2016, blev han efterfulgt af broderen Raul. Siden den nu 90-årige Raul trak sig fra den politiske frontlinie, har hans efterfølger, Diaz-Canel, imidlertid vist sig at være en farveløs partibureaukrat, der ikke har nogen revolutionære forfædre. Da præsidenten bad partiloyale støtter om at forsvare styret mod demonstranterne, var de fleste cubanere derfor tilsyneladende udpræget skuffede.
Læg dertil den cubanske økonomis elendige tilstand, og det er ikke svært at se, hvorfor eksilcubanere i Florida er begejstrede for udsigten til en snarlig udskiftning af styret i Havana. Den cubanske økonomi er det seneste år skrumpet med mere end 11% med den konsekvens, at cubanere må stå i kø i timevis for at købe basale fødevarer som kylling og brød.
Den caribiske ø er jævnligt udsat for langvarige strømafbrydelser, mens regeringens håndtering af pandemien har medført en kraftig stigning i antallet af døde; fra blot 146 døde i 2020 til det nuværende niveau på næsten 2.000.
Takket være styrets ynkelige håndtering af både økonomien og corona viser almindelige cubanere nu endelig deres sande følelser vedrørende Cubas kommunistiske lederes fiasko.
Det har fået opponenter til at ændre det gamle Castro-slogan “Patria o Muerte”, fædreland eller døden, til “Patria y Vida”, fædreland og livet.
Der er ingen tvivl om, at hvis cubanerne virkelig ønsker sig et bedre liv, må de først skaffe sig af med deres undertrykkende og uduelige kommunistiske styre.
Urolighederne i Cuba for nylig bør overbevise den amerikanske præsident Joe Bidens regering om ikke at gentage Obama-tidens fejltagelser og forsøge en form for tilnærmelse til styret i Havana.
USA bør desuden straks, hvilket de tilsyneladende er i stand til, genetablere cubanernes mulighed for at komme på internettet.
En af årsagerne til, at Cubas kommunistiske styre kæmper for sin overlevelse, er de økonomiske konsekvenser for Cuba af de strenge sanktioner, som den foregående regering påførte Cuba.
Ethvert forsøg fra Bidens regerings side på nu at ophæve sanktionerne ville reelt være en belønning til styret for dets brutale undertrykkelse af det cubanske folk.
Ved at fastholde sanktionerne vil presset mod det cubanske styre øges yderligere, og dette pres vil i sidste ende kunne medføre styrets fald og det cubanske folks befrielse fra deres kommunistiske undertrykkere.
Con Coughlin er Telegraphs forsvars- og udlandsredaktør, og han er Distinguished Senior Fellow ved Gatestone Institute.