Den egentlige vinder af de netop overståede præsidentvalg i USA er Republikanerne, skriver USA-eksperten Mads Fuglede i Berlingske.
”Selv om Joe Biden er valgt som USA’s næste præsident, er det Republikanerne, der bevarede magte ude i delstaterne. Både når vi ser på guvernørvalg og på sæder i delstatsparlamenterne, er der tale om en klar sejr til Republikanerne. I den føderale Kongres fik Republikanerne minimeret Demokraternes flertal ret betragteligt.
Republikanerne står på mange måder i en ønskesituation. Republikanerne har kontrollen i de fleste delstater, og man kan blokere Demokraterne fra at gennemføre en øget føderal kontrol af USA. Og skulle denne plan glippe i Kongressen, har Republikanerne stadig en Højesteret med en meget antiføderal læsning af Forfatningen at falde tilbage på”.