Det fortjener Danmark fuldt ud

I USA udpeges Kina i en analyse fra Forsvarsministeriet som en “økonomisk fjende”, bl.a. fordi Kina har som sit erklærede mål at blive verdens førende producent af en række højteknologiske produkter, hvor de sjældne jordarter indgår som en uundværlig komponent i mange af dem.

USA har derfor vist øget interesse for Grønlands enorme beholdning af de såkaldte sjældne jordarter, geostrategiske råvarer, der er et helt afgørende element i produktionen af bl.a. elbiler, vindmøller og missiler. De sjældne jordarter, i realiteten er det 17 forskellige metaller, vurderes ofte at være blandt de geostrategisk mest afgørende råvarer. Især for USA og Kina, der kæmper om at bliver verdens største producent af avanceret teknologi.

I Kvanefjeld sidder Grønland angiveligt på 38,5 mio. ton af de sjældne jordarter. I resten af verden vurderes der at være 120 mio. ton, og både udvinding og forarbejdning er domineret af Kina.

I opgøret med Kina om teknologisk verdensherredømme er jordarterne en stor brik i det geopolitiske magtspil og derfor et centralt element i præsident Donald Trumps ønske om at øge den amerikanske indflydelse i Grønland.

Natten til onsdag dansk tid skrev præsidenten på Twitter, at han alligevel ikke har tænkt sig at besøge Danmark fra den 2. til 3. september, som det ellers var planlagt. Som årsag angiver Donald Trump, at Mette F. har afvist at drøfte et muligt salg af Grønland til USA.

24NYT: Selv om USA er Danmarks vigtigste allierede og ultimative garant for vores sikkerhed, lever Danmark ikke op til sin forpligtelse om at levere 2 pct. af BNP til NATO, modarbejder USA’s sanktioner mod Iran og nægter at støtte USA i landets opgør med Kina. Det illoyale Danmark er altid klar til at underløbe USA, og derfor er det logisk, at Donald Trump har valgt at aflyse sit besøg i Danmark. Det fortjener danskerne fuldt ud.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)