Det illoyale Danmark bryder NATO-aftalen

USA går nu igen i storoffensiven for at få de ”træge” NATO-medlemmer som Danmark til at sætte nok penge af til forsvaret i de kommende år.

Budskabet fra USA er glasklart. Den amerikanske regering forventer, at Danmark poster milliarder ekstra i forsvaret de kommende fire år for at nå målsætningen om, at alle medlemmer af den vestlige forsvarsalliance når op på at bruge 2 pct. af bruttonationalproduktet på forsvaret i 2024.

Det når Danmark næppe, siger forsvarsminister Trine Bramsen. Men fra USA køber man ingen undskyldninger for ikke at nå målet. ”Jeg er her for at kommunikere det, alle NATO-partnere blev enige om i 2014: At det hedder to procent i 2024”, siger T. Ulrich Brechbuhl, som er den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeos nærmeste fortrolige medarbejder, til Berlingske.

Skæringsdatoen hedder 2024, så USA har tænkt sig at få en klar handlingsplan fra hvert enkelt NATO-land senest ved NATO-topmødet i alliancen i december i London.

Forsvarsminister Trine Bramsen mener imidlertid, ligesom hendes forgænger, Claus Hjort Frederiksen, at Wales-erklæringen om de 2 pct. af bruttonationalproduktet på ingen måde var et bindende tilsagn.

24NYT: Danskerne bliver krænket helt ind i deres kræmmersjæl, når Donald Trump kræver, at Danmarks bidrag til NATO skal op på 2 pct. af BNP. Politikerne, medierne, militære eksperter mv. udviser derfor en utrolig opfindsomhed for at forvirre begreberne omkring det danske bidrag.

Et af de mere hjernedøde argumenter, der fremføres over for USA’s præsident, er, at det godt kan være, at Danmark har lovet 2 pct. af BNP, men da dansk forsvar er langt mere effektivt end de fleste andres, skal det danske bidrag til NATO, dvs. 1,35 pct. af BNP, ganges med to.

Lars Løkke har endda præsteret noget så uværdigt og kræmmeragtigt som at regne ud, at de faldne danske soldater i Afghanistan svarer til de 0,7% af BNP, som Danmark mangler at betale i NATO-bidrag.

I dansk selvforståelse er Danmark en snusfornuftig købmandsnation. I forhold til NATO har Danmark derfor fortsat en kræmmerstrategi om at sikre sig sikkerhedspolitiske garantier fra USA og samtidig slippe for at trække sin del af læsset og sende regningen til Donald Trump. Vi er ikke smarte købmænd for ingenting.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)