Det illoyale Danmark svigter USA, igen og igen

Selv om USA er Danmarks vigtigste allierede og ultimative garant for vores sikkerhed, svigter Danmark amerikanerne gang på gang.

Lige siden den anden verdenskrig har det illoyale og stærkt antiamerikanske Danmark ført en dybt usolidarisk politik, der har undermineret USA sikkerhedspolitiske interesser worldwide.

Mens USA under Den Kolde Krig lå i et bittert våbenkapløb med sovjetblokken og garanterede danskernes sikkerhed, førte Danmark en tilpasningspolitik over for Sovjetunionen og DDR samt en usolidarisk fodnotepolitik over for NATO.

I forhold til NATO fører Danmark den dag i dag en kræmmerstrategi, der handler om at sikre sig sikkerhedspolitiske garantier fra USA og samtidig slippe for at trække sin del af læsset og sende regningen til Donald Trump. Inden NATO-mødet i december 2019 sagde forsvarsminister Trine Bramsen med henvisning til en fælles NATO-erklæring fra 2014 om, at alle lande skulle bruge mindst 2 pct. af BNP, at Danmark ikke opfattede dette de 2 pct. som et forpligtende mål, men kun som en ”hensigtserklæring”.

Da Donald Trump i oktober 2019 grundet manglende europæisk opbakning og solidaritet trak amerikanske styrker ud af det nordøstlige Syrien, var forsvarsminister Trine Bramsen ”meget bekymret”. Men da USA efterlyste dansk hjælp til at løfte missionen i Syrien og bad om både elitestyrker og lægehold, anbefalede forsvarsministeren kun lægeholdet.

Den dag i dag boykotter Danmark USA’s sanktioner mod Iran – et grusomt regime, som undertrykker sin egen befolkning, støtter terror og krigsførelse i sine nabolande og sender regulære dødspatruljer til Europa, herunder Danmark. Regimet har befundet sig i en tilstand af selverklæret krig imod Vesten, lige siden det kom til magten i 1979. Det benægter regelmæssigt Holocaust og gentager konstant sine intentioner om at slette Israel fra landkortet. Senest har Danmark tilsluttet sig INSTEX, som er et europæisk handelsinitiativ, der har til formål at omgå amerikanske sanktioner mod Iran.

Danmark nægter at støtte USA i landets opgør med det Kina, den amerikanske regering har stemplet som en ”systemisk rival”. I 2008 indgik Danmark et strategisk partnerskab med Kina, og året efter sendte vi den omstridte ”verbalnote” for at slå fast, at Danmark er imod tibetansk uafhængighed. 500 danske virksomheder har etableret sig for at få del i det kinesiske væksteventyr, så det er stærke økonomiske interesser, der tvinger danske politikere og erhvervslivets top til at stå på god fod med de kinesiske magthavere. Ikke overraskende arbejder det danske udenrigsministerium i øjeblikket på et opdateret arbejdsprogram for det strategiske partnerskab med Kina, selv om Danmarks militærstrategiske og sikkerhedspolitiske interesser er vævet tæt sammen med amerikanernes.

Også i Grønland modarbejder Danmark USA’s sikkerhedspolitiske interesser. Et nationalt tunnelsyn og navlebeskuelse forhindrer danske politikere i at fatte, at USA og Danmark har en fælles strategisk interesse i at sætte en stopper for Kinas og Ruslands militære opbygning i Arktis, at Danmark ikke har en mulighed for på egen hånd at udvikle Grønlands ressourcer og forsvare Grønland militært, og at det reelt er USA, der garanterer Grønlands tilknytning til Danmark.

Senest har Danmark underløbet USA ved at afsløre den tophemmelige aftale mellem Danmark og USA indgået af Nyrup i midten af 1990’erne, hvor den amerikanske efterretningstjeneste NSA fik lov til at tappe teleselskabernes kabler på dansk grund med henblik på at opsnappe russisk og kinesisk teletrafik.

Ifølge Politiken har statsministeriet og forsvarsministeriet været vidende om TET’s undersøgelse af FE’s samarbejde med amerikanerne siden årsskiftet. Men i stedet for at håndtere sagen i dyb fortrolighed, har den danske regering valgt at fyre chefen for FE, Lars Findsen, og fritage fire andre medarbejdere for tjeneste og dermed afsløre Danmarks tophemmelige efterretningssamarbejde med USA. Det siger sig selv, at afsløringen er ødelæggende for Danmarks troværdighed som allieret til det USA, som bl.a. giver Danmark vigtige informationer til at bekæmpe terror.

Tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (S) har på Facebook kritiseret Bramsens håndtering af sagen i skarpe vendinger. ”Ved i en pressemeddelelse at afsløre dette samarbejdes karakter har hun åbnet op for den største trussel mod vor sikkerhed”, skrev han søndag på Facebook. Claus Hjort mener også, at statsministeren må overveje, om Trine Bramsen fortsat kan varetage posten som forsvarsminister.

En nærliggende løsning er at gøre Bramsen til syndebuk og fyre hende. Men eftersom Bramsen har handlet med fuld velsignelse fra statsministeren, bør også Mette Frederiksen overveje, om hun fortsat kan varetage posten som Danmarks statsminister.

André Rossmann