I 2019 var klima et af valgkampens hedeste emner. Partierne kappedes om at være det mest klimavenlige og klimaet erobrede den politiske dagsorden. Vælgerne har udpeget den grønne omstilling som Danmarks store mission.
Klimadagsordenen blev straks hijacket af en uhellig alliance af unge, som altid er på udkik efter en ”sag” at gå op i, udspekulerede politikere, som kunne lugte mange nye klimatosse-stemmer, smarte lobbyister og aktivister, der lever fedt af klimaet, kyniske, benhårde industriinteresser, der fremstiller skattefinansierede vindmøller, samt de statsstøttede medier, som ser klimaet som et spændende og dramatisk læsestof.
Politikerne og den grønne lobby har siden 2019 haft travlt med at lufte storladne og uforpligtende klimavisioner, formulere et hav af bombastiske hensigtserklæringer og indgå aftaler, der aldrig er blevet fulgt op af konkret handling.
Ministrene har været hurtige til at tage de politiske stik hjem, når de stolte har fortalt om ambitiøse planer og brede grønne forlig, alt imens de har ignoreret de tekniske og økonomiske realiteter. Nettoeffekterne af politikernes planer og beslutninger for klimaregnskabet bygger nemlig enten på meget lange fremskrivninger, på usikre skøn, på forestillingen om betydelige forskningsfremskridt eller på tiltag, hvor reduktionerne købes forholdsvis dyrt.
I det danske klimacirkus er det dog ikke realiteter, det handler om. For de klimabesatte danske politikere og vælgere er det egentlige formål med den grønne omstilling ikke at redde klimaet, men at blive et foregangs- og inspirationsland på klimaområdet. I den oppustede danske selvforståelse er danskerne nemlig Guds udvalgte grønne folk. Selv om det danske CO2-udslip kun udgør en promille af det globale CO2-udslip, mener man i Danmark, at ved at agere som et foregangsland, som alle lytter til andægtigt og med beundring, vil den danske klimapolitik sprede sig over hele verden.
Og derfor er der i den danske klimadebat ekstrem meget fokus på den politiske kommunikation og signalgivning og meget lidt fokus på konkrete klimatiltag. Det seneste eksempel på en sådan signalgivning kan man finde i SVM’s regeringsgrundlag.
Her står det, at den nye rød-blå regering ikke alene vil fremrykke målet om klimaneutralitet fra 2050 til 2045, men vil i samme åndedrag sætte et nyt og internationalt super ambitiøst mål om hele 110 procent reduktion af Danmarks udledninger i 2050 i forhold til 1990. Danmark skal altså ikke bare være 100 procent grønt, men klimanegativt og dermed ultra-ultra grønt.
Samtidig ligger det i regeringsgrundlaget, at det i forvejen internationalt temmelig opsigtsvækkende danske reduktionsmål på 70 procent i 2030 (i forhold til 1990) udmærket kan blive hævet yderligere. Måske til 75 procent eller 80 procent – som regeringens klimavagthund, Klimarådet, har foreslået.
Man har dygtigt bildt danskerne ind, at Danmark som rig nation og historisk stor CO2-udleder har en særlig forpligtelse til at gå foran verden som helhed. Og derfor mener landets politikere, at danskerne, som i forvejen lider under inflationen og tårnhøje priser på energi og fødevarer, bør påtage sig ekstra store byrder. De danske klimatosser ligger, som de har stemt.
André Rossmann