Det Kongelige Teater åbner hurtigt dørene for publikum igen

Det Kongelige Teater tyvstarter på den kommende sæson med en stor sommerkoncert i Operaen og en teaterkoncert i Skuespilhuset i starten af juni. Det bliver en markering, der skal skabe håb om lysere tider og samle befolkningen efter måneder med isolation og savn – og som digitalt stilles til rådighed for hele landet

Efter flere måneder hvor savn, usikkerhed og social distancering har sat dagsordenen i Danmark og hele verden er Det Kongelige Teater endelig klar til at åbne dørene for publikum igen. Kunstnerne har ventet tålmodigt på igen at kunne spille og optræde sammen og de har med længsel sukket efter at kunne genoptage deres relation med publikum.

Det Kongelige Teaters medarbejdere har ikke måttet møde ind på arbejde i flere måneder, og der forstår et stort arbejde med genoptræning, prøver og med at indhente det tabte i produktionen af kostumer mm og blive klar til sæson 20/21. Men da teatrene i Danmark nu har fået lov til at genåbne, har Det Kongelige Teater på kun få uger etableret et akut-program med musikken som katalysator: En klassisk sommerkoncert og en teaterkoncert, der kan give næring til håbet om at fremtiden bliver lysere og samle befolkningen igen efter lang tids isolation.

”Vi har netop åbnet for salg af billetter til en del af den kommende sæson, og vi ser heldigvis en stor efterspørgsel: Det virker som om danskerne er ivrige for at kunne komme ud og bruge kulturen igen og føler sig trygge ved det med de retningslinjer, som nu er på plads – herunder at komme i teatret. Men vores sæson var jo ovre. Vi er derfor stolte over at det er lykkedes utroligt hurtigt at stable forestillinger på benene som et af de første teatre i Danmark. Og det viser, at også vores medarbejdere og kunstnere er ivrige for igen at kunne møde publikum – på tryg vis,” siger Teaterchef Kasper Holten.

LÆS OGSÅ:  Verdens første bevarede opera Orfeus

Den 7. juni kl.15 opføres Det Kongelige Teaters sommerkoncert i Operaen, hvor Det Kongelige Kapel, Operakor og solister går på scenen. Den 8.,9. og 10. juni kl.20 spiller Alletiders krisesange i Skuespilhuset anført af Tammi Øst, Johanne Louise Schmidt, et all star hold af musikere og værterne Mathias Hammer og Danni Travn.

Under nedlukningen har 250.000 danskere set med på gratis streaminger af forestillinger fra Det Kongelige Teater – og selvom nogle nu kan opleve kunsten live i teatrets huse igen, livestreames koncerten i Operaen den 7. juni kl.15 gratis på Facebook og via KGL Xtra på Det Kongelige Teaters hjemmeside, så alle i Danmark kan være med til at fejre at teatrene nu må åbne igen.

Trygheden for publikum er højeste prioritet og således er der kun afsat 500 pladser til koncerten i Operaen, mens kun halvdelen af pladserne sælges til Alletiders krisesange i Skuespilhuset. Teatret overholder naturligvis alle myndighedernes retningslinjer, så både publikum og medvirkende kan føle sig trygge ved at besøge forestillingerne.

Billetterne til sommerkoncerten og teaterkoncerten sælges til en enhedspris på 100 kr. og kan købes fra 28. maj på www.kglteater.dk.

Alletiders krisesange
Kan man synge sig ud af en krise? Meget tyder på det. Op gennem historien er sange blevet skabt i krisetider – om kriser. Sange, der fortæller om hvordan vi er i kriserne, og om vores evne til at rejse os og få noget godt ud af dem. Sørgelige sange og håbefulde sange.

LÆS OGSÅ:  Fremgang for Det Kongelige Teaters forestillinger og positiv økonomi

I en god times tid inviteres publikum med på en musikalsk rejse lige fra I en sal på hospitalet over Den blå anemone til Relax og gennem kriser som tuberkulose, besættelsen og AIDS.

Med Danni Travn og Mathias Hammer som musikalske guider fortolkes krisesange fra de sidste hundrede år af Tammi Øst og Johanne Louise Schmidt fra Det Kongelige Teaters ensemble og musikerne Emil de Waal, Gustaf Ljunggren og Anders Stig Møller.

Skuespilschef Morten Kirkskov udtaler med lettelse:

“Det er en kæmpe fornøjelse at kunne byde folk ud af coronaskjulet og tilbage live i teatret med intet mindre end en helt ny lille  teaterkoncert med sange fra alverdens og alle tiders kriser.  Og så med en topbesætning af kunstnere og værter. Det koster kun 100 kr. Vi lover at passe godt på vores publikum, og glæder os til at se jer i Skuespilhuset igen!”

Det Kongelige Teaters sommerkoncert
Kasper Holten er vært for Det Kongelige Kapel, solister fra Operaen og Det Kongelige Operakor, når Det Kongelige Teaters sommerkoncert opføres på Operaens store scene, hvor der er plads til 500 heldige publikummer

Toner fra nogle af de største komponister – bl.a. Beethoven, Richard Strauss, Mozart, Verdi og Carl Nielsen – kommer til at fylde salen.

Operachef John Fulljames er henrykt over, at Operaen igen kommer til at summe af fantastisk musik og et forventningsfuldt publikum:

LÆS OGSÅ:  Livevisninger direkte fra Det Kongelige Teater

“I Musikkens kerne ligger et ønske om at bringe mennesker sammen om fælles oplevelser, så det var klart, at vi og publikum blev hårdt ramt da Danmark lukkede ned. Lige så klart er det, at vi spiller en stor rolle i at genopbygge relationer og forbindelser nu da vi er klar til at genåbne. Vores kunstnere tørster længselsfuldt efter at spille sammen igen og dele musikken med publikum. Derfor er vi lykkelige over, at kunne tilbyde denne koncert til publikum i salen og til hele befolkningen via en live-stream.”

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)