Så er der kommet atter en rapport fra FN’s klimapanel, og den har trukket store overskrifter i medierne. For nu er det sidste udkald, hvis kloden skal reddes. Før var det slemt med Jordens opvarmning. Nu er det rigtig slemt.
Hvis der kommer blot en marginal yderligere temperaturøgning, løber klimaet løbsk, må vi forstå. Vandstanden i havene er højere end i 6000 år, forlyder det. Hele økosystemet trues af sammenbrud. Sult, nød, klimaflugt og social uro står for døren, og vi lever i de sidste tider.
Det er menneskenes skyld, for FN slår nu endegyldigt fast, at klimaet er menneskeskabt, og medierne kan dagligt fortælle om nye klimaulykker. Det har meget lidt med naturlige variationer eller Solens aktivitet at gøre. FN kræver derfor drastiske økonomiske indgreb. Fossil energi skal hurtigts muligt udfases, og befolkningens forbrugsmønstre skal radikalt omlægges.
Der er dog flere ekstreme hændelser, som næppe bliver omtalt, da de er svære at forklare med opvarmning. Så som det fænomen, at Brasiliens kaffehøst er slået fejl som følge af tørke og kulde. To gange her i foråret er brasilianske kaffedyrkere blevet ramt af frost. ”Vi har ikke været i en situation som denne siden frosten i 1994”, siger en brasiliansk iagttager til Bloomberg News.
Den slags enkeltepisoder siger naturligvis meget lidt om den generelle globale tendens, og få klimaforskere vil bestride, at Jorden bliver varmere. Diskussionen drejer sig om menneskets rolle i klimaforandringerne, altså om vi gennem menneskelig indgriben kan fastholde klodens temperatur på et bestemt niveau. Hele tiden har der været fremtrædende forskere, heriblandt nobelpristagere, som har afvist tesen om CO2’s afgørende indflydelse på klimaet. Senest har professor emeritus Johannes Krüger med bogen “32 myter om klimaet du ikke skal hoppe på” tilbagevist de alarmistiske påstande, der udbredes af medierne. Men videnskabsmænd som Krüger bliver ikke inviteret i studiet, for magthaverne tåler ikke, at nogen udtrykker tvivl om deres klimafortælling.
FN’s klimapanel håbede tidligere, at vi kunne begrænse opvarmningen til 1,5 grader ved udgangen af indeværende århundrede. Det mål er nu opgivet som urealistisk.
OK, lad os antage, at klimaentusiasterne har ret i deres dystre profetier om menneskets ødelæggende virkning på kloden. Så burde magthaverne agitere for, at vi erstatter fossile energikilder med kernekraft, som ikke udleder “klimagasser”. Men se om de gør!
Altså: Man påstår, at det står i menneskets magt at styre klimaet via udledningen af CO2, men vil end ikke diskutere anvendelsen af energikilder, der effektivt begrænser udledningen.
Så spørgsmålet er, hvad klimaalarmismen egentlig skal tjene til. Udspringer den af omsorg for klimaet, eller har den til formål at forsyne magthaverne med hidtil uhørte magtmidler ved at udbrede en ideologi, der ikke kan anfægtes, fordi den er indlysende rigtig, og som derfor ikke står til diskussion?
Hvis de bekymrede var drevet af omsorg for klimaet, burde de vel ønske at få sagen belyst fra flere sider.