Det skal være svært at være indbrudstyv

Flere danskere sikrer deres hus mod indbrud, og det gør livet surt for indbrudstyvene. Det ses i indbrudstallene, der hen over de seneste år er faldet.

De seneste 10 år er antallet af indbrud faldet markant – siden 2008 er der sket et fald på cirka 34 procent i antallet af anmeldte indbrud i privat beboelse. Reelt er faldet større, da vi i dag også tæller tricktyverier i private hjem med i den samme statistik.

“Faldet skyldes ikke mindst, at flere og flere sikrer deres hus. For jo sværere det bliver at være indbrudstyv, jo færre indbrud kommer der. Derfor er det så vigtigt, at man ved, hvad man skal gøre for at gøre livet surt for indbrudstyven”, siger Allan Holm, chef for Nationalt Forebyggelsescenter i Rigspolitiet.

Han lister de vigtigste gode råd til boligejerne:

 

• Bliv nabohjælper. Jo flere i lokalområdet, der holder øje med hvad der sker, og som hilser på de folk, der færdes på vejen, jo mindre sjovt synes tyven, det er.
• Tænd lyset udenfor og klip hækken. Tyven vil gerne arbejde, uden at nogen ser ham gøre det.
• Gode døre, vinduer og låse. Jo sværere for tyven, jo bedre. Jo mere han skal arbejde for at komme ind, jo mere vil det larme.
• Undgå varme varer. Hvis ingen køber hælervarer, så forsvinder markedet for indbrudstyvene.
• Ring 114 hvis du ser noget. Ring til politiet, hvis du ser eller hører noget mistænkeligt. Dine observationer kan hjælpe vores efterforskning.

LÆS OGSÅ:  Fem udlændinge anholdt for indbrudskriminalitet

 

På politi.dk kan man under Bestil en betjent anmode politikredsene om at komme ud til at foredrag i dit lokalområde og fortælle om indbrudsforebyggelse.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)