Flere børn bortadopteres mod deres forældres vilje. Sidste år blev 30 børn tvangsbortadopteret. Det er 9 flere end i 2019 og 20 flere end i 2018. I 2016 blev kun ét barn tvangsbortadopteret.
Tvangsbortadoption er det mest ultimative indgreb, fordi det permanent fratager barnet muligheden for at bevare kontakten til de biologiske forældre.
Inden beslutningen træffes, bør det kræve en grundig observation, f.eks. på en familiedøgninstitution, men det sker ikke altid, fordi det er en dyr foranstaltning.
Ifølge S-regeringen er der behov for flere permanente anbringelser og flere bortadoptioner. Det burde værre nemmere for kommunerne at kunne tvangsbortadoptere allerede inden fødslen.
Tvangsfjernelse er det dybeste indgreb i menneskeliv uden for strafferetsplejen. I Danmark har man indrettet sig med et gigantisk apparat, der formelt skulle være udstyret med tilstrækkelige retssikkerhedsgarantier. Men retssikkerheden er ikke i orden.
Både rapporter fra Rigsrevisionen, Justitia, Ankestyrelsen og Socialministeriet viser, at der ikke er tilstrækkelig sikkerhed for, at der tvangsfjernes forsvarligt.
Flere tvangsfjernelser foretages på et utilstrækkeligt eller fejlagtigt grundlag, fordi set ud fra sagsbehandlerens interesse er der ingen risiko ved at lægge op til en tvangsfjernelse.
Det er fælt at blive hængt op på en senere anklage for at have været for lempelig. Derfor foretages tvangsfjernelser ”for en sikkerheds skyld”. Myndigheden har magten, og forældrene er afhængige af de afgørelser, den træffer.
“Et godt liv” for barnet er aldrig en videnskabelig kendsgerning, men i højeste grad påvirket af sagsbehandlerens personlige, men skjulte opfattelse af, hvad der er det bedste for barnet.
Tvangsfjernelse er et overgreb, som kommunernes sagsbehandlere begår i overbevisning om at handle i den gode sags tjeneste og i en uanfægtet tro på statens ufejlbarlighed.
Sådan tænker statsmennesker i det socialistiske Danmark.
André Rossmann