Det tyske parlament stempler BDS aktivister som antisemitisk – I København gav Enhedslisten dem en pris

I en helt usædvanlig vedtagelse på tværs af partierne i den tyske Forbundsdag, har politikerne fra De Grønne, Socialdemokraterne, Liberale og konservative stemplet den pro-palæstinensiske BDS bevægelse som ”antisemitisk” – og flere parlamentarikere kalder lige frem gruppens slogans for noget, der genkalder fortidens ”Nazi-propaganda”.
Netop BDS – en forkortelse for Boycott, Divestment, Sanctions – blev i februar i år hyldet på Københavns Rådhus – og fik overrakt en pris af Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen fra Enhedslisten.
Bevægelsen fik prisen for deres mod og for at modarbejde staten Israel.
”Jeg var chokeret dengang – og jeg er chokeret nu. Bevægelsen er antisemitisk. Deres slogans og retorik vækker ubehagelige minder om en historie, som vi burde have lært af. Jeg vil gerne opfordre Enhedslistens leder Pernille Skipper til at tage afstand fra bevægelsen og dens retorik. Vi ska ikke legitimere slogans, der som de tyske parlamentarikere siger det ’genkalder fortidens Nazi-propaganda’. Vi har brug for, at de folkevalgte i Enhedslisten nu siger fra”, siger Finn Rudiazky, der er medlem af Københavns Borgerrepræsentation og EP-kandidat for Dansk Folkeparti – og selv er jøde.
I 1943 måtte han og hans familie tage flugten til Sverige, da nazisterne i Danmark indledte interneringen af de danske jøder. Han forældre stammer fra henholdsvis Litauen og Polen – og kom til Danmark som følge af jødeforfølgelserne i Østeuropa.
”Man må kritisere Israel, alt det man vil. Lige som man må kritisere Danmark, alt det man vil. Men det skal ikke være med propaganda, der er inspireret af nazisternes had til jøder. Derfor er jeg også glad for vedtagelsen i den tyske Bundestag. Nu mangler vi så, at Enhedslistens Pernille Skipper på Enhedslistens vegne tager afstand til BDS”, siger Finn Rudaizky.
Sagen skal løftes i EU
Finn Rudaizky er også blandt Dansk Folkeparti kandidater til Europa-Parlamentet, og han mener, at det er oplagt at løfte sagen i EU.
”Vi ser disse strømninger over alt i Europa. Det er både på den yderste venstrefløj og på den yderste højrefløj, at man genfinder denne retorik, som BDS benytter sig af. Jeg vil gerne have Europa-Parlamentet til at stille sig i spidsen for en kampagne, der skal bekæmpe det stigende jødehad, som vi desværre oplever i Europa”, siger Finn Rudaizky.
EU har ad flere omgang kørt kampagner for diversitet, men ifølge Finn Rudaizky ikke specifikt omkring jødehad.
”Desværre er det jo jødehadet, som er det helt store problem rigtig mange steder. Vi er nød til at gøre noget ved det. Også på EU-plan”, siger Finn Rudaizky.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)