Det uduelige Danmark: Bureaukrati

Trods store ambitioner lykkedes det aldrig for SVM-regeringen at skære i statens bureaukrati, som tværtimod voksede markant, skriver Berlingske.

”De holdt den ene tale efter den anden om deres forargelse over og modstand mod det voksende statslige bureaukrati. De præsenterede spareplaner, udviste handlekraft og lovede resultater. Men det lykkedes aldrig for SVM-regeringen og den daværende finansminister, Nicolai Wammen (S), at vende udviklingen.

Statens bureaukrati har haft vokseværk i årevis. Siden 2011 er antallet af fuldtidsstillinger inden for ledelse og administration steget med knap 25.000. Udviklingen tog især fart efter folketingsvalget i 2019, hvor Mette Frederiksen (S) satte sig i Statsministeriet og dannede en ren socialdemokratisk regering. Også under SVM-regeringen er kurven kun gået én vej. Siden den trådte til, er der kommet 7.029 flere statslige bureaukrater til.

Stik imod de politiske målsætninger om afbureaukratisering fortsætter antallet af ledere og administratorer i staten med at stige. Der er langt fra skåltaler og gode intentioner om afbureaukratisering til forpligtende og konkrete målsætninger for størrelsen af statsadministrationen”.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)