Spørgsmålet om den årelange tidshorisont splitter politikere på Christiansborg og eksperter med indgående kendskab til Forsvaret. De er uenige om, hvorvidt det er det rette at sigte mod to procent-målet i 2033, skriver Berlingske.
”Nogle mener, at målsætningen kan indfries flere år tidligere, hvis den politiske vilje er til det. En enkelt kalder ligefrem tidshorisonten for uambitiøs, mens andre siger, at Forsvaret er en bureaukratisk organisation, hvor ting tager tid.
’Det kunne nok godt have gået hurtigere end 2033. Måske ville det være realistisk inden for syv år’, siger Kristian Søby Kristensen, der er seniorforsker på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.
Mens andre lande indgår løbende aftaler om deres militær, forhandler politikerne i Danmark traditionelt et forsvarsforlig hvert femte år, hvilket gør processen mere rigid. Det er en af svaghederne ved systemet herhjemme”.