DF: De kriminelle udlændinge bør spærres inde – ikke danskerne!

Debatindlæg på 24NYT er alene udtryk for forfatterens holdning.

Af Kristian Thulesen Dahl

I morgen aften (tirsdag, red.) kl. 19.00 mødes partierne hos udlændinge- og integrationsminister Mathias Tesfaye.

Emnet er placeringen af et nyt udrejsecenter til 130 udlændinge dømt for kriminalitet og udvist af Danmark.

Og regeringen spiller hårdt op.

Fornærmet over at et flertal ikke falder på halen over deres ide med Langeland, har ministeren fremturet med, at flertallet så må tage ansvar for, at der intet sker – og at de udvisningsdømte bliver i Midtjylland på Kærshovedgård.
Det er simpelthen uværdigt!

Regeringen har med sin ageren gjort, at landsdele spilles ud imod hinanden.

Langeland, Kalvehave, Midtjylland.
Andre områder der nu skal undgå, at deres egn kommer i spil til udrejsecentret. Alle har gode argumenter for, hvorfor udrejsecentret skal være et andet sted end hos dem. Fuldt forståeligt.

Men måske regeringen burde have gjort sit hjemmearbejde?
Talt med partierne INDEN de købte Holmegaard på Sydlangeland sidste weekend for hele 13,5 millioner kroner.

Sidst Holmegaard blev solgt var det til 7,5 millioner kroner og det er pt værdisat til vel 5-6 millioner kroner. Men nej – det skulle åbenbart gå virkelig stærkt!

Måske fordi regeringen vidste, at der var en anden elendig sag på vej:

Sagen omkring fremmedkrigerne i Syrien, som støttepartierne krævede (og nu får) til Danmark?

I tirsdags meddelte regeringen nemlig, at de agter at bringe tre kvinder og deres tilsammen 14 børn ”hjem” til Danmark fra IS-lejrene i Syrien. Og at flere børn kan følge med efterfølgende.

Mette Frederiksen har dermed taget en beslutning om at bringe sympatisører af islamisk stat til Danmark – endda på skatteydernes regning. Farlige terrorsympatisører. Hjernevaskede islamister.

LÆS OGSÅ:  Thulesen Dahl: Coronaens konsekvenser undervurderes!

Indtil i tirsdags stod Mette Frederiksen og resten af Socialdemokratiet ellers fast. Både i forespørgselsdebatter, som vi havde indkaldt til, i spørgetimer, i samråd og i et hav af pressemøder.
Som statsministeren sagde så sent som 2. marts i år:

”Selvfølgelig er det en politisk beslutning om mennesker, der i mine øjne er landsforrædere, og det er man, når man tilslutter sig islamisk stat, hvad end det er i ord eller i handling, om de skal være i Danmark eller ej. Og det skal de altså ikke”.

Den melding var vi selvfølgelig glade for – men det var regeringens støttepartier ikke.
I månedsvis har de derfor råbt op om at få IS-sympatisørerne til Danmark.
Så under dække af, at der var kommet en ny PET-vurdering og konklusioner fra regeringens såkaldte taskforce, skiftede Mette Frederiksen pludselig mening.

Og i tirsdags kom så altså meldingen: Regeringen vil aktivt hente de mennesker, som Socialdemokratiet har kaldt både landsforrædere og terrorister, til Danmark. Virkeligt trist!

Men hvad gør man ikke for at redde nogle ministre..

Men tilbage til sagen omkring udrejsecentret. Regeringen agter altså at flytte de 130 dybt kriminelle afviste udlændinge, der i øjeblikket sidder på Kærshovedgård i Midtjylland, til Bagenkop på Langeland.

De vil flytte problemet fra én by til en anden. Tilsyneladende uden at tænke på, at de dermed vil smadre et helt område, der netop er ved at komme på fode igen efter mange år med økonomiske udfordringer.

Regeringen har egenhændigt besluttet, at nu skal Langeland være skraldespand for problemerne!

Jeg kender selvsagt udfordringerne omkring Kærshovedgård i Midtjylland.
Jeg bor ikke langt derfra.

LÆS OGSÅ:  Thulesen Dahl: Afklaring om bilafgifter haster!

Omvendt med Langeland.

Derfor kørte jeg i torsdags til Sydlangeland og mødte nogle af de mennesker, der nu skal være naboer til det nye udrejsecenter.

De mennesker, der vil få ødelagt deres hverdag og deres lokalsamfund.

Mattias Tesfaye mener, at løsningen med Langeland er meget bedre end vores tidligere forslag om den øde ø Lindholm i Stege Bugt. Hvorfor?

Fordi løsningen med Langeland er billigere.
Hallo! Hvad foregår der i regeringen?

Regeringen har netop besluttet at bruge et hav af skattekroner på at bringe IS-sympatisører og deres børn til Danmark og dagen efter skal Langeland have et udrejsecenter for at spare penge?? Det hænger slet ikke sammen.

For at mildne sindene på Langeland har regeringen talt om, at staten skal støtte opsætning af hegn hos naboerne. Samt alarmer. Samt vagter hos de lokale handlende.

Måske også kompensere for faldende huspriser – selvom husene nok bliver helt usælgelige og folk bliver stavnsbundet til deres bolig.

Men det er jo helt skørt – tudetosset.

Hvordan er det gået så galt, at man helt seriøst taler om, at danskerne skal spærres inde bag hegn og alarmer – og ikke de kriminelle udlændinge, som slet ikke har noget at gøre i Danmark?

Jeg er sikker på, at der er mange danskere, der ligesom jeg, er dybt forundrede over de beslutninger, der bliver taget om kriminelle udlændinge – hvad enten de er IS-sympatisører eller afviste kriminelle.

Derfor siger jeg: Drop tanken om at tage fremmedkrigere og deres slæng til Danmark. Og spær de kriminelle udlændinge, der er her i Danmark, inde, hvis de nægter at rejse ud af Danmark frivilligt.

LÆS OGSÅ:  DF til regeringen: “Drop det ultimatum! Dansk landbrug skal udvikles - ikke afvikles!”

Sæt dem bag lås os slå! På den måde ved vi, hvor vi har dem.

Jeg ser overhovedet ingen grund til at have dømte terrorister, mordere og voldtægtsforbrydere på fri fod i Danmark, når de slet ikke skal være her i landet.

Blandt de 130 udlændinge, som regeringen vil slippe løs på Langeland, er terroristen, der forsøgte at likvidere tegneren Kurt Vestergaard med en økse tilbage i 2012.

Regeringen og venstrefløjen vil givet sige, at konventioner står i vejen for at bure disse mennesker inde.

Men Mette Frederiksen har jo også ved tidligere lejligheder sagt, at hun er klar til at udfordre konventionerne, når de beskytter de forkerte. I november 2019 sagde hun blandt andet til TV2, at

”Jeg vil altid gerne arbejde på at ændre konventioner, der har et forkert indhold.”
Derfor Mette Frederiksen: Er tiden ikke kommet nu? Eller har du også ændret holdning i forhold til at udfordre konventioner?

Hvis du vil vise, at sidste uges udlændinge-lempelser var en uges svipsere – men du i virkeligheden sammen med os vil værne om Danmark – så lad os lige nu udfordre konventionerne i forhold til et nyt udrejsecenter!

Lad os spærre de kriminelle udlændinge inde, indtil de rejser frivilligt.
Er du med Mette Frederiksen?

Eller vægter du konventioner over danskernes sikkerhed?

Bør det ikke være de kriminelle udlændinge, som spærres inde – i stedet for danskerne?

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)