Folkemødet på Bornholm skulle være en glædens fest for politikere og andre, der vil være noget ved musikken, men i år er det blevet en kedelig omgang for det engang så stolte Dansk Folkeparti.
Den detroniserede tidligere formand, Kristian Thulesen Dahl, har valgt kulissen på Solskinsøen til at fortælle, at han ikke mere vil opstille for sit parti, som han formentlig snart helt forlader. Thulsens banemand, Morten Messerschmidt, siger, at meddelelsen ikke kommer bag på ham. Det gør den heller ikke på os andre, der har vænnet os til den konstante ballade i partiet, der engang havde 37 pladser i Folketinget og siden er skrumpet til det rene ingenting.
Vilde spekulationer præger det politiske billede. Vil Thulesen rotte sig sammen med Inger Støjberg om at lave deres eget parti? Ingen af dem afviser tanken. Vil det nye par nummer 77 – eller deromkring – tilslutte sig Lars Løkkes Moderater? Det ville i så fald være underligt, for de har hidtil stået for en ganske anden politik end manden, der tog til Marraskesh og lovede fri afrikansk indvandring. Men alt kan tænkes, for dansk politik drejer sig ikke længere om politik, altså om forskellige opfattelser af, hvad der er godt for landet. Nu er parolen: Hvad er godt for mig? Hvor kan jeg nemmest tjene mine penge? Hvor kan jeg bedst sikre mig lukrative stillinger i en eller anden organisation eller styrelse? Hvilket parti er bedst til at binde vælgerne historier på ærmet og sikre min pension?
Det er i hvert fald ikke Dansk Folkeparti, der mistede sin eksistensberettigelse, da det i 2015 slukøret måtte meddele, at det desværre ikke kunne – eller rettere ville – gøre noget for at forhindre masseindvandringen. Hvorefter mange naturligvis spurgte, hvad DF så skulle til for. Et socialdemokrati havde man jo allerede, og der var ikke brug for to.
Resultatet blev oprettelsen af Nye Borgerlige, som man må håbe holder sig til politik i stedet for at kaste sultne blikke efter lunserne fra de riges bord.