Site icon 24NYT

DF: Restauranter og cafeer i København skal have mere plads til udeservering

Regeringen har netop meddelt, at restauranter og cafeer kan begynde genåbningen fra den 18. maj. Men retningslinjerne er så strikse, at det bliver svært at få omsætning nok til, at jobbene i restauranterne og de mange cafeer i byen kan sikres.

”Derfor bakker vi massivt op om, at restauranter og cafeer får mere plads til deres udeservering,” siger Dansk Folkepartis leder i Borgerrepræsentationen, Finn Rudaizky, og fortsætter: ”Kommunen har mange muligheder for at give en hjælpende hånd. Dele af torve og gader kan midlertidigt reserveres til udeservering. Vi er også positive overfor, at nogle områder i parkerne kan bruges til servering. Der er mange københavnske jobs i restaurationsbranchen, og dem skal vi bakke op om.”

København har traditionelt flere ledige blandt de ufaglærte, og netop denne gruppe kan ofte finde beskæftigelse på cafeerne, ligesom studerende kan supplere SU’en med deltidsjob.

”Man kan også forestille sig, at der midlertidigt afspærres dele af gader for trafik eller at hastigheden nedsættes for at skabe byliv der sætter gang i beskæftigelsen,” mener Finn Rudaizky som understreger, at ordningerne skal være midlertidige under Coronakrisen og selvfølgelig skal respektere anvisningerne fra sundhedsmyndighederne.

Der kan ret hurtigt indrettes områder til udeservering på kommunens arealer. Mange af byens parker er dog fredede, og her må kommunen forhandle med staten, før der kan gennemføres udeservering i dele af parkerne. Dansk Folkeparti anbefaler, at kommunen hurtigst muligt kontakter Slots- og Kulturstyrelsen for at få en aftale på plads.

Kommunens Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet et katalog med forslag som kan styrke restauranter og cafeerne som behandles politisk på rådhuset den 11. maj. På forhånd støtter Dansk Folkeparti op om forslagene.

Exit mobile version