DF: Slut med ulovlig parkering på handicappedes bekostning

Debatindlæg på 24NYT er alene udtryk for forfatterens holdning.

Debatindlæg af Finn Rudaizky, medlem af Borgerrepræsentationen & Cheanne Nielsen, suppleant i Borgerrepræsentationen

I København er der stadig store problemer med for få ledige parkeringspladser til handicappede. Det skyldes desværre ikke dårlig byplanlægning, men derimod dårlig opførsel. Det er uacceptabelt, at handicappede ikke kan få lov til at holde tæt på indgangen, hvad enten det er ved eget hjem eller i det offentlige rum, når bilister uden behov eller tilladelse tager pladserne fra gangbesværede. Det skal vi simpelthen have stoppet.

I den netop afsluttede overførselssag har vi i Dansk Folkeparti derfor fået indført en skærpet kontrol med handicapparkeringspladserne. Det manglede bare, når vores bilister med særlig tilladelse har brug for at kunne stige ud af bilen og have kortere vej til destinationen end andre – hver gang. Vi kender det da allesammen. Når det er svært at finde en parkeringsplads og irriterende at køre rundt og lede efter et sted til bilen. Men her taler vi altså om mennesker, der slet ikke har muligheden for at holde længere væk.

Hvis ikke bilister med handicap får deres særlige plads, så må de opgive og vende om. Det kan man simpelthen ikke være bekendt at byde andre. Med den øgede kontrol får vi bugt både med bilister uden behov og med dem, der snyder med ugyldige handicapkort. Det skal ske ved ansættelse af flere parkeringsvagter, der både kontrollerer handicapparkeringspladserne generelt og fører skærpet kontrol med handicapkortenes gyldighed. Det er glædeligt, at de øvrige forligspartier på rådhuset endelig efter flere år bakker Dansk Folkeparti op i forslaget.

LÆS OGSÅ:  Dansk Folkeparti siger nej til stop for altanbyggeri i København

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)