DF’s krise løses ikke med en ny formand

Op til det årlige sommergruppemøde i Dansk Folkeparti har der været en del snak om, hvorvidt et formandsskifte kan hjælpe partiet, der er hårdt ramt i meningsmålingerne, på rette kurs.

En udskiftning af Kristian Thulesen Dahl som partiformand vil dog næppe være en snuptagsløsning. Det vurderer Thomas Funding, der er politisk analytiker hos avisen Danmark. ”Jeg tror grundlæggende, at man bliver nødt til at forstå, at DF’s problem ikke er personbåret. Det handler heller ikke kun om kommunikation. Det handler i høj grad også om politik, og DF’s problem er, at man efter min mening har mistet en del af sin politiske berettigelse. Der er andre partier, der er gået ind på DF’s enemærker og overtaget deres politik. I den sammenhæng har partierne også overtaget en del af deres vælgere”, siger Thomas Funding.

Han peger blandt andet på Socialdemokratiet, Nye Borgerlige, Venstre og De Konservative som partier, der har kapret vælgere fra DF de seneste år. Derfor er DF’s problem mere strukturelt, end noget der bare kan løses ved at skifte formand, mener analytikeren.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)