Site icon 24NYT

DI: Hårdt brug for genstart af dansk eksport

Regeringen har i dag lanceret otte nye genstartteams inden for sektorer, hvor dansk eksport er særligt udfordret som følge af coronakrisen. De otte teams skal i fællesskab finde løsninger, som kan hjælpe dansk eksport tilbage på sporet. Det er en akut opgave, da der er virksomheder, arbejdspladser og velfærd på spil, siger DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen.

Danske eksportvirksomheder regner med en nedgang i omsætning i 2020 på 13 pct. Mere end en tredjedel venter først at være tilbage ved normal eksportomsætning i 2022 eller senere. Den dystre prognose kalder på nye tiltag, der skal iværksættes hurtigst muligt, hvis Danmark skal undgå for store tab. Hvis dansk erhvervsliv skal lykkes, er der ikke bare brug for at finde løsninger på eksisterende eksportudfordringer, men samtidig afsøge nye eksportmuligheder.

– Tusindvis af danske eksportvirksomheder er alvorligt ramt af coronakrisen. Der er brug for en decideret genstart af dansk eksport, hvis vi skal sikre et konkurrencedygtigt erhvervsliv de kommende år. Det er en akut og kritisk opgave, som vi bliver nødt til at løfte i fællesskab på tværs af sektorer. De otte genstartsteams kan levere nogle af svarene, og vi ser frem til det vigtige arbejde, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI.

DI spiller en aktiv rolle i arbejdet sammen med en lang række danske virksomheder, der repræsenterer otte forskellige sektorer og brancher, om at finde løsninger, der kan sætte gang i eksporten hurtigst muligt. Det gælder inden for produktion og grøn teknologi, det maritime område, life science, fødevarer, luftfart, mode og tekstil, turisme og oplevelsesøkonomi samt en helt særlig indsats for danske små- og mellemstore virksomheder.

En rundspørge blandt DI’s medlemmer viser, at eksportvirksomhederne er mest fokuseret på tre ting efter coronakrisen: at genskabe eksporten til eksisterende markeder, introducere nye varer og tjenester samt styrke deres konkurrenceevne.

– Regeringen har samlet nogle af de stærkeste kræfter inden for flere centrale erhverv, hvor Danmark har unikke styrkepositioner. Hvis vi også efter coronakrisen f.eks. skal eksportere grøn teknologi, der kan hjælpe klimaet, og life science-produkter, som hjælper mennesker i hele verden, kræver det fuldt fokus på at fremtidssikre eksporten nu, så de danske løsninger står så stærkt som muligt i den globale konkurrence. Det gælder både om at løse eksportudfordringer, men så sandelig også om at finde og gribe nye eksportmuligheder, siger Lars Sandahl Sørensen.

Danmark er en lille og åben økonomi, som er dybt afhængig af eksport. I 2019 eksporterede danske virksomheder for ca. 1.350 mia. kr., hvilket er et beløb, der svarer til 55 pct. af Danmarks BNP. Godt 850.000 danske job er direkte afhængig af eksport.

– Når dansk eksport falder så markant, så rammer det ikke bare virksomhederne men hele Danmark og det grundlag, der sikrer vores fælles velfærd. Det er arbejdspladser, vækst og hele vores økonomi og samfund, der bliver ramt. Det er en udvikling, vi skal tage alvorligt og være på forkant med ved at finde løsninger, der virker her og nu, siger Lars Sandahl Sørensen.

De nye genstartsteams er et vigtigt skridt på vejen, men der skal tages yderligere og større skridt, hvis vi skal genoprette dansk eksport. DI forventer således, at der snarest går reelle forhandlinger i gang om den samlede genopretning af Danmark. Før sommer lancerede DI i tæt dialog med medlemsvirksomhederne en plan med 20 målrettede forslag til, hvordan der kan gøres en ekstraordinær indsats for at sikre dansk eksport. Denne plan vil være et solidt udgangspunkt for arbejdet på tværs af de otte genstartsteams.

De otte genstartteams:

  • Produktion og grøn teknologi: formand Mads Nipper, adm. direktør i Grundfos.
  • Det maritime Danmark: formand Henriette Hallberg Thygesen, Executive Vice President i Maersk.
  • Mode og tekstil: formand Frederikke Schmidt, adm. direktør i Roccamore.
  • Turisme og oplevelsesøkonomi: formand Lars Liebst, fhv. adm. direktør i Tivoli.
  • Life Science: formand Lars Fruergaard, adm. direktør i Novo Nordisk.
  • Fødevarer: formand Jais Valeur, adm. direktør i Danish Crown.
  • SMV-indsats: formand Carsten Jensen, adm. direktør i CKJ Steel.
  • Luftfarten: formand Simon Pauck Hansen, koncerndirektør i SAS
Exit mobile version