DI: Regeringen bør ændre teststrategi

– Vi kan ikke som samfund vente på at alle bliver vaccineret. I DI mener vi, at regeringen bør revidere teststrategien. Vi skal bruge kviktest langt mere offensivt og teste langt flere. Kviktest har en meget høj grad af sikkerhed, viser dansk studie. Derfor bør vi bruge det som et værktøj til genåbning af samfundet, siger vicedirektør Henriette Søltoft, DI.

Meldingen fra DI kommer nu, fordi en nyt dansk studie har slået fast, at kviktest er sikkert at anvende, og fordi en række eksperter har anbefalet at erstatte de såkaldte PCR-test med kviktest.

– Vi er enige med eksperterne. Kviktest er et vigtigt værktøj til genåbning af vores samfund – når det, som vi foreslår, kombineres med et coronapas, siger Henriette Søltoft.

DI har tidligere foreslået at indføre et coronapas bl.a. i et forsøg på at få åbnet for erhvervsrejser ind og ud af landet. Coronapasset skal være digitalt og kan samle oplysninger om vaccination, immunitet som følge af tidligere infektion og negativt svar på COVID-19-test, som f.eks. kunne være gyldigt i tre dage fra testtidspunkt.

– Kviktest er helt oplagt at bruge i coronapasset. På grund af det hurtige svar kan du bruge passet som adgangskort til virksomheder, skoler og oplevelsesøkonomien og dermed til en hurtigere genåbning af vores samfund.

LÆS OGSÅ:  Vaccineinvitationer på vej til gruppen af særligt sårbare borgere i Region Sjælland

– Og et coronapas baseret bl.a. på kviktest kan være med til at få genstartet den eksport, som vi er så afhængig af indtægterne fra til vores velfærdssamfund, siger Henriette Søltoft.

Antallet af stationære testcentre falder fra 1. februar som følge af et nyt udbud, gennemført af regionerne.

– Det betyder at mange borgere får længere afstand til at få en kviktest. Det er den forkerte vej at gå. I stedet bør man fastholde de stationære testcentre, samtidig med at man udbygger med mobile, siger Henriette Søltoft.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)