DI: Regeringen og DF har indgået en lille, men god aftale

Regeringen og Dansk Folkeparti har i dag indgået en Aftale om lavere skat på arbejdsindkomst og større fradrag for pensionsindbetalinger. I DI glæder virksomhederne sig over aftalen, der både giver en lille ekstragevinst ved at tage et arbejde og løfter danskernes tilskyndelse til at spare op til pension.

– Regeringen og Dansk Folkeparti har landet en lille aftale – men en god aftale. Aftalen betyder, at der både kommer en lidt større gevinst ved at tage et job, og at det bliver mere attraktivt at spare op til egen pension. Det er godt for virksomhederne og for dansk økonomi, siger DI’s adm. direktør, Karsten Dybvad.

Parterne indfører med aftalen et ekstra pensionsfradrag, som skal være med til at løse det såkaldte samspilsproblem, som betyder, at det for nogle danskere ikke altid kan betale sig at spare op til egen pension igennem hele livet.

– Det er positivt, at aftaleparterne forsøger at håndtere det samspilsproblem, som truer opbakningen til vores unikke, danske pensionssystem, som giver danskerne en tryg alderdom, fordi vi sparer op igennem hele arbejdslivet. Det er vigtigt, at politikerne – både med aftalen her og videre frem – står sammen om at sikre vores arbejdsmarkedspensioner, siger Karsten Dybvad.

DI glæder sig også over, at regeringen og DF med aftalen sørger for, at medarbejdere i de lavere løngrupper ikke længere går glip af beskæftigelsesfradrag, når de sparer op til pension.

– Aftalen betyder, at medarbejdere i de lavere løngrupper ikke længere mister beskæftigelsesfradraget af deres pensionsindbetaling. Det giver både en ekstra gevinst ved at tage et job – og ved at spare op. Det er virkelig et godt tiltag, siger Karsten Dybvad.

DI er dog ikke enig i, at det er nødvendigt at indføre obligatorisk pensionsopsparing for den såkaldte restgruppe af danskere, der ikke – hverken via en arbejdsmarkedspension eller frivilligt – sparer tilstrækkeligt op til sin egen alderdom.

– Det bør være muligt at sikre næsten fuld tilslutning til pensionsopsparing på frivillig basis for lønmodtagerne. Det bidrager aftalen her til. Personer på offentlig forsørgelse har heller ikke behov for tvungen pensionsopsparing, da de i forvejen typisk ikke er udsat for, at deres indkomst falder i forbindelse med pensionering, siger Karsten Dybvad.

Han opfordrer samtlige Folketingets partier til nu at rette blikket mod, hvordan de kan sikre flere medarbejdere til virksomhederne. Hvis ikke det sker, bør politikerne være meget påpasselige med at øge de offentlige udgifter, for der er tryk på dansk økonomi, mener DI.

– I den kommende tid er det vigtigt, at både regeringen og resten af Folketingets partier ikke hælder yderligere kul på dansk økonomi, medmindre de samtidig sørger for at få flere hænder og hoveder på arbejdsmarkedet. Ellers øger politikerne efterspørgslen på de medarbejdere, vi allerede er ved at løbe tør for, siger Karsten Dybvad

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)