Site icon 24NYT

Digital indsamling gav 625.000 kroner

Landsindsamling, dørklokker og raslebøsser var erstattet af hjemmesider, SMS og indsamlinger på Facebook, da Kirkens Korshær holdt sin årlige landsindsamling.

Det blev ikke lige den landsindsamling og kampagneuge, de havde forestillet sig i Kirkens Korshær. Under temaet ’hjem for hjemløse’ skulle organisationen i uge 47 have banket på danskernes døre og bedt om bidrag til sit sociale arbejde for og med socialt udsatte mennesker i Danmark. Corona ville det anderledes, og derfor gik organisationen fuldkommen digitalt.

Ingen dørklokker, kun digital indsamling. Sådan blev Kirkens Korshærs landsindsamling i år.

– Vi har – som med alt andet i denne tid – prøvet kræfter med noget helt nyt. Vi har ikke kunnet holde de sædvanlige aktiviteter med åben varmestue, store tartelet- og kageborde, modeshows, koncerter og alt det andet, vi plejer at gøre som optakt til vores landsindsamling. Vi ville heller ikke bede folk tage en risiko ved at trave gader og stræder tynde, ringe på og holde raslebøssen frem. Derfor har vi måttet finde nye, digitale og virtuelle veje – og med det in mente, kan vi være glade for og stolte over resultatet, siger chef for Kirkens Korshær, Helle Christiansen.

Indsamlingsuge på trods

Det er fjerde år i nyere tid, at organisationen skulle have holdt landsindsamling, men corona kom – også for Kirkens Korshær – i vejen for den mere traditionelle indsamlingsform.

– Langt over 200 mennesker har oprettet en indsamling til fordel for vores arbejde på facebook. Tusindvis af mennesker har doneret – på facebook, mobilepay, sms eller vores hjemmeside. Mange af vores lokale arbejdssteder har været kreative for at lave arrangementer, der har skabt opmærksomhed og samlet penge ind. Samtidig har vi holdt restriktionerne og i øvrigt fortsat vores sociale arbejde, som vi plejer, fortæller hun og erklærer:

-Der er god grund til at være stolte af, at vi har kunnet holde kampagneuge på trods. Jeg vil gerne takke alle, der har været med til at sætte fokus på hjemløses forhold her til lands. Og ikke mindst tak til alle dem, der har samlet penge ind og doneret til os. Vi er taknemmelige for den opbakning, vi har fået i en svær tid.

Mangler millioner

Kirkens Korshær har siden nedlukningen i marts holdt sit sociale arbejde åbent som såkaldt kritisk funktion. De 240 genbrugsbutikker, der finansierer en stor del af organisationens virke, måtte imidlertid holdes lukkede i foråret af hensyn til de frivillige, der driver dem. Kirkens Korshær mistede 32 millioner kroner under nedlukningen. Selvom det er lykkedes at hente meget af det tabte hjem, mangler Kirkens Korshær fortsat 10 millioner kroner i budgettet til det sociale arbejde.

Pengene, der er samlet ind i kampagneugen, går direkte til Kirkens Korshærs arbejde for socialt udsatte mennesker i Danmark. Der blev indsamlet i alt 625.373,98 kroner.

Exit mobile version