Debatindlæg af Dan Harder, redaktør af Israel-Online.dk
Fakta-baseret og retvisende dækning af den israelsk-palæstinensiske konflikt har længe haft trange kår i de danske medier. Drømmen om en sådan hos DR eller Politiken er for længst brast. På det seneste ser endnu en bastion for den højere oplysning desværre ud til at smuldre, da Berlingske for tiden groft forsømmer at udføre det basale journalistiske arbejde, som består i at fakta- og dobbelttjekke de oplysninger, man bringer i avisen.
I april havde en gruppe palæstinensere – dybt ulovligt, naturligvis – opmagasineret større mængder sten og fyrværkeri i Al Aqsa-moskeen på Tempelbjerget i Jerusalem, som ad flere omgange blev kastet imod israelsk politi og jøder, der helt fredeligt besøgte Tempelpladsen. Berlingske-journalist Carolina Kamil fik omskrevet historien således:
“Under jødiske højtider kommer der traditionelt flere ortodokse jøder og israelske aktivister på besøg i [Al Aqsa] moskeen akkompagneret af bevæbnet politi – en praksis som palæstinenserne betragter som provokerende.”
Om et par lignende palæstinensiske angreb de efterfølgende dage skriver Carolina Kamil i samme artikel:
“Søndag og mandag stormede politiet igen moskeen for at skabe plads til de jødiske besøgende.”
Begge dele er direkte usandt. Jøder kommer naturligvis ikke på besøg i Al Aqsa-moskeen, men alene på Tempelpladsen, som er det helligste sted i den jødiske tro. Det er uklart, om Carolina Kamil kan skelne mellem Tempelpladsen og Al Aqsa-moskeen, men historien burde under alle omstændigheder have handlet om religiøs intolerance og vold fra palæstinensisk side i stedet for fiktive israelske krænkelser af Al Aqsa-moskeen. At lige netop den slags anklager gennem 100 år har været en hjørnesten i den anti-jødiske, arabiske propaganda, gør bare sagen endnu værre.
Jeg har beklaget mig til Berlingske og bedt dem rette fejlene, hvilket er blevet blankt afvist af udlandsredaktør Birgitte Borup.
Forleden bragte Berlingske så en kronik af Hanna Ziadeh, som tilsvarende indeholder en del misinformation. Ziadeh, der har libanesisk-palæstinensisk baggrund, bibringer ellers sædvanligvis debatten nogle moderate og interessante vinkler. Også denne gang forsøger Ziadeh at være balanceret, men kritikken af Israel er desværre baseret på ren fiktion.
Kronikken handler om en palæstinensisk journalist, som i maj blev dræbt, mens hun dækkede kampe på Vestbredden mellem israelske styrker og militante palæstinensere. Men de israelske påstande om, at det palæstinensiske selvstyre tilbageholder bevismateriale, fordi de hellere vil lægge ansvaret på Israel uden at undersøge sagen nærmere, er ikke “misinformation,” som Ziadeh skriver, de er sande.
Det, Ziadeh kalder et israelsk “inhumant angreb” på den dræbte journalists begravelsesoptog, som angiveligt bunder i en indgroet israelsk “krigslogik,” hvor “alle midler kan bruges for at vinde,” dækker også i virkeligheden over en helt anden historie, hvor en stor gruppe palæstinensere, helt uautoriseret, kaprede kisten med den afdøde (kristne) journalist for – stik imod aftalen med myndighederne – at bære hende igennem Jerusalem i en ikke-anmeldt politisk demonstration i klassisk islamisk martyr-tradition. Det er altså Hanna Ziadeh, der misinformerer.
Mit indlæg til Berlingske, som korrigerede fejlene, blev ligeledes afvist.
Berlingskes læsere er således overladt til at tro, at man i retsstaten Israel “stormer” og “angriber” fredelige palæstinensere uden årsag. Hvad er der blevet af basale journalistiske dyder som kildekritik og faktatjek? Og hvorfor vil Berlingske ikke rette faktuelle fejl, når man bliver gjort opmærksom på dem?