Disse modetrends hittede i virkeligheden i 2019

Spurgte man modeeksperterne, hvad tendenserne ville blive i 2019, var det blandt andet hæklede kjoler fra Chloé og kedeldragter fra Loewl, vi skulle supplere garderoben med. Men ifølge tal fra Trendsales, har billedet været noget mere nuanceret. Det mest købte på secondhandportalen har nemlig i højere grad været Gannis 90’er-inspirerede designs, crossbody-tasker fra Louis Vuitton og sportsgear fra Nike.

Én ting er, hvad vi danskere har købt på modeportalen, men hvad drømte vi om at få fat i i 2019? Det kan Trendsales’ top-20-liste over de mest søgte brands og styles fortælle os. Her er det særligt to danske brands og deres karakteristiske styles, som har haft medvind i år; Ganni og Stine Goya. Ganni er den absolutte vinder med mere end dobbelt så mange søgninger som listens nummer to og med 30 procent flere søgninger sammenlignet med sidste år. Samtidig er der søgt 80 procent mere på Stine Goya i år sammenlignet med sidste år.

”Det er altid interessant at se, hvad danskerne egentlig tænder på i modebilledet et givent år, fordi det nogle gange adskiller sig fra det, som modebranchen selv spår. Fordi man på Trendsales kan søge på alle brands og styles, bliver dataene et spejl af, hvad danskerne reelt set har været interesserede i i 2019,” siger Anne Sofie Banke, kommunikationsansvarlig fra Trendsales.

Alt fra bøllehat til Cahier tasker
Flere af modebranchens klassikere har også været populære på den danske modeportal i det forgangne år. Gucci er listens nummer to, mens tøj, sko og tasker fra Chanel også har genereret en stigning på 57 procent i år sammenlignet med sidste år. Derudover har Prada for alvor oplevet en stigning i år.

”Et af de mærker, der for alvor har været populære blandt vores brugere, er Prada, som blev søgt på over dobbelt så meget i år sammenlignet med sidste år – og her var især Pradas bøllehat et eftertragtet item, men også Cahier-tasken fra 2016-kollektionen oplevede stor fremgang. ,” siger Anne Sofie Banke.

Det er dog ikke kun de helt dyre mærker, der er populære hos Trendsales’ brugere. Også mere jordnære mærker som Nike, Adidas, Zara og Envii er landet i top-20 over de mest populære søgetermer i 2019.

Sådan vil vi gerne gå klædt i 2020
Ifølge Trendsales er det meget interessant at følge med i, hvad der i virkeligheden begejstrer danskerne, når det kommer til mode:

”Hos os kan vi tracke, hvilke nye brands og styles, der er blevet søgt særligt meget på i 2019 sammenlignet med 2018, og de søgninger giver os en indikation af, hvad vi kommer til at se mere til i det nye år, og hvad man med fordel kan holde øje med, hvis man vil være først på trenden,” siger Anne Sofie Banke.

De nye mærker, der har oplevet en markant fremgang i søgninger i 2019, er blandt andet Roccamore, som er stiletter i dansk design med indbyggede ortopædiske såler, samt Onyva, der syer alle deres items i et værksted på Vesterbro. Derudover har Rotate Birger Christensen, som har taget verden med storm med deres festlige og ultra-korte kjoler, også oplevet stor fremgang på Trendsales, mens det danske brand Carcel også viser, at de er godt på vej til at ligge i toppen af vores ønskeseddel i det kommende år. Sidst men ikke mindst er den unge franske designer Marine Serre værd at holde et ekstra øje med i det nye år.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)