DJØF holder hånden over dovne akademikere

Forleden har Københavns beskæftigelsesborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard (V), peget på, at raske og velfungerende akademikere får lov til at være på dagpenge i helt op til to år. I en situation, hvor vi har mangel på arbejdskraft og et enormt pres for at få flere hænder og hoveder ud på arbejdsmarkedet, burde de ledige akademikere ikke være for fine til at tage et ufaglært job, f.eks. i Netto.

Det har fået akademikernes repræsentanter, Lars Qvistgaard, der er formand for Akademikerne, og Henning Thiesen, der er formand for DJØF, op på barrikaderne. ”Det er helt urimeligt, at ledige akademikere skal tvinges ud i ufaglærte job”, lød det fra de to formænd.

I dagens Berlingske er det Sara Vergos tur til at forsvare de dovne akademikere. Vergo, der er formand for DFØF Offentlig, mener, at man i stedet for mere ”pisk” skulle fjerne nogle af de krav, der i dag er til de ledige.

Selvfølgelig kan man have et ufaglært arbejde ved siden af, hvis det virkelig er nødvendigt. Men vi har et system, hvor man betaler ind til a-kassen, fordi man godt ved, at man skal have fred til at søge et job, når man er ledig, og at det er en krævende proces i sig selv. Hvis vi insisterer på, at de bare skal skynde sig ud i job uanset hvad, så risikerer vi, at de spilder deres uddannelse”, siger Sara Vergo.

De ledige akademikers organisationer bakkes op af Socialdemokratiet. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard afviser, at dimittend-diskussionen skal give anledning til at skære i dagpengene.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)