Dødsstraf til “blasfemikere” i Pakistan

En kristen mekaniker blev injurierende anklaget for "blasfemi", idet han antageligt skulle have fornærmet den muslimske profet Muhammed. Han har de seneste fem år siddet fængslet, mens han afventede sin retssag. Den 4. juli 2022 blev han idømt dødsstraf ved hængning i en pakistansk retssal. (Billedkilde: iStock)
Af Raymond Ibrahim–  Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.

En kristen mekaniker blev injurierende anklaget for “blasfemi”, idet han antageligt skulle have fornærmet den muslimske profet Muhammed. Han har de seneste fem år siddet fængslet, mens han afventede sin retssag. Den 4. juli 2022 blev han idømt dødsstraf ved hængning i en pakistansk retssal.

Fem år tidligere, den 5. juni 2017, havde den da 34-årige Ashfaq Masih skændtes med rivalen Muhammad Naveen, der havde etableret et værksted nær Masihs. Ifølge Masihs uskyldserklæring var Muhammad “jaloux, fordi min forretning klarede sig bedre”, og efter deres skænderi “truede han mig med alvorlige konsekvenser”. Masih fortæller følgende om den næste dag, den 6. juni:

“Muhammad Irfan kom hen til min forretning for at få justeret et hjul på sin motorcykel. Jeg justerede hjulet og forlangte den arbejdsløn, som vi var blevet enige om. Muhammad Irfan nægtede at give mig pengene og sagde: ‘Jeg er en følger af Peer Fakhir [en muslimsk asket] og forlang ikke penge af mig’. Jeg fortalte ham, at jeg tror på Jesus Kristus, og jeg tror ikke på Peer Fakhir og betal mig venligst min arbejdsløn.”

På dette tidspunkt gik Muhammad Irfan hen til – eller måske gik han tilbage til – den rivaliserende forretning ejet af Muhammad Naveed, og få øjeblikke senere stod der en muslimsk menneskemængde uden for den kristnes forretning. Som Masih forklarer:

“De to dannede en sammensværgelse imod mig og indgav en falsk førstegangsindberetning om mig. Jeg forklarede en politibetjent det virkelige hændelsesforløb, men han nedskrev ikke min version og udførte i stedet en ensidig ex-parte-efterforskning. Jeg ytrede ingen nedsættende ord om profeten Muhammed, og det kunne jeg heller ikke finde på.”

Sagsøgeren Muhammad Irfan fik udover den rivaliserende forretningsindehaver, Muhammad Naveed, også to andre muslimer – Muhammad Nawaz og Muhammad Tahir – til at lyve og fortælle politiet, at de “havde hørt Masih udtale nedsættende ord om den muslimske profet”, selv om ingen af dem havde været til stede under skænderiet mellem Irfan og Masih.

Masih blev dømt i henhold til paragraf 295-C i Pakistans straffelov, der erklærer:

“Den, der med ord, enten udtalte eller skrevne, eller ved grafisk gengivelse, eller ved nogen form for forsætlig uvidenhed, hentydning eller insinuation, direkte eller indirekte, bespotter Den Hellige Profet Muhammed (fred være med ham), skal straffes med døden eller livsvarig fængsling og skal desuden pålægges bødestraf.”

Problemet med denne lov er ikke så meget, at dommen er ekstrem og uigenkaldelig, men mere at muslimer jævnligt udnytter den som et redskab til personlig hævn mod ikkemuslimske minoriteter i Pakistan. Pakistans ikkemuslimske minoriteter, fortrinsvist kristne og hinduer, ved bedre end at sige noget som helst, der kan fordrejes til at være en krænkelse af den muslimske profet – de kender alt for godt de alvorlige følger. De lærer i en ung alder altid at udvise ærbødighed for islams profet. Det afholder imidlertid ikke muslimer fra at komme med falske beskyldninger mod disse “vantro”, hvis angivelige fornærmelse af Muhammed de kan klage over.

Amnesty International nævnte denne dynamik i en rapport, der blev sammenfattet for næsten tre årtier siden i 1994:

“I alle de tilfælde, som Amnesty International har kendskab til, forekommer blasfemianklagerne [i Pakistan] at være fremsat vilkårligt og udelukkende baseret på, at personerne tilhører et religiøst mindretal. … Det tilgængelige bevismateriale i alle disse sager tyder på, at anklager blev fremsat som et middel til at intimidere og straffe folk fra religiøse mindretal… fjendtlighed over for religiøse minoritetsgrupper forekom i mange tilfælde at blive forstærket af personligt fjendskab, faglig eller økonomisk rivalisering eller et ønske om at få en politisk fordel. Som en konsekvens heraf konkluderer Amnesty International, at størstedelen af dem, der anklages for blasfemi eller er dømt skyldig heri, er samvittighedsfanger, der udelukkende tilbageholdes på grund af deres reelle eller påståede religiøse tro i strid med deres ret til at tænke frit og trosfrihed.” [Ibrahims fremhævelse]

At pakistanske retssale i blasfemisager skulle være skueprocesser virker til at være en dækkende betegnelse for Ashfaq Masihs nylige retssag. På trods af, at kristne i Pakistan godt ved, at de skal være yderst omhyggelige med ikke at sige noget som helst, der ville kunne fordrejes til at være en fornærmelse mod Muhammed, erklærede anklageren:

“Den 15. Juni 2017 kl. 12 udtalte den anklagede, Ashfaq Masih, mens han var i forretningen, blasfemiske ord om profeten Muhammed og sagde ord, [der] ikke ville kunne gentages.”

Retssagens præsiderende muslimske dommer, Khalid Wazir, gik så vidt som til at erklære, at “det ville være utroværdigt, at en muslim skulle finde på en sådan historie”, mens han samtidig beskrev bevismaterialet fremlagt af Masihs forsvarsteam som værende “utroværdigt”. Den 4. juli 2022 proklamerede Khalid derfor, at den 34-årige kristne, der har en kone og en ung datter, skal “hænges indtil døden indtræffer, hvilket bekræftes af Den Ærede Højesteret.”

På baggrund af Masih lidelser i fængsel de forgangne fem år var hans familie forfærdede over, at dommeren afsagde en dødsstraf. Mens han sad bag tremmer måtte han ikke se sin mor og være sammen med hende, inden hun døde i 2019. Siden da “har sagen haft flere udsættelser, ændrede mødetidspunkter, en dommer dukkede ikke op, et vidne indfandt sig ikke, og selv sagsøgerens advokat blev væk.”

Masihs storebror Mehmood fortæller:

“Den pludselige domfældelse forbløffede mig, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg prøvede at få samling på mig selv og begyndte at græde, da jeg kom ud at retssalen, for det var verdens undergang for mig. Jeg skyndte mig hjem og orienterede min familie. Min hustru og børn begyndte også at græde. Da nyheden bredte sig, begyndte mine familiemedlemmer at besøge os for at trøste os, men det var ikke let for mig, eftersom Masih er min eneste bror, og jeg holder meget af ham.”

Nasir Saeed er leder af velgørenhedsorganisationen Centre for Legal Aid Assistance and Settlement, der hjælper forfulgte kristne i Pakistan. Han siger, at dommen var “meget trist, men forventet”. Han tilføjer.

“Jeg kan ikke huske nogen sag, hvor den lavere retsinstans besluttede sig for løsladelse mod kaution eller frifindelse af en anklaget for brud på blasfemiloven. Dommerne er klar over, at sådanne sager rejses for at straffe og afgøre personlige mellemværender med modparten, der navnlig er kristne. På grund af pres fra de islamiske grupper er de lavere retsinstansers dommere altid tøvende over for at løslade ofrene og afsiger i stedet populære domme for at redde deres eget skind og overlade bryderiet til højesteret. Masihs sag var meget klar – forretningsindehaveren ønskede ham ud, og Naveed var en konkurrent, der inddrog ham i en falsk blasfemisag. Han er uskyldig og har allerede tilbragt fem år i fængsel for en forbrydelse, som han aldrig begik.”

Masihs sag er nu mindst den tredje dødsdom af sin art siden begyndelsen af året.

I februar 2022 fik den 58-årige Zafar Bhatti – der er en anden kristen mand, der afsonede en livstidsdom på grund af falske anklager om blasfemi mod Muhammed i en tekst – en dødsdom.

I januar 2022 blev den muslimske kvinde Aneeqa Atteeq dømt til døden efter at en pakistansk domstol erklærede hende skyldig i at fornærme Muhammed i tekstbeskeder, som hun havde sendt til en mand via WhatsApp. Hun havde givet en mere sandsynlig og nøgtern forklaring: Den mand, der angav hende, “hævnede” sig på hende, fordi hun havde afvist hans tilnærmelser.

Det er forfærdeligt at blive beskyldt for blasfemi i en pakistansk retssal, og det er endnu værre at falde i hænderne på en ophidset pakistansk folkemængde. En ti år gammel rapport fandt, at der bare i årene 1990-2012 i Pakistan var “52 personer, der udenretsligt blev myrdet efter beskyldninger for blasfemi.”

Så sent som i marts 2022 nedslagtede en muslimsk kvinde og hendes to niecer Safoora Bibi ved at skære i hendes hals efter at en slægtning til de tre mordere havde drømt, at Bibi havde begået blasfemi mod Muhammed.

I februar 2022 stenede en ophidset muslimsk folkemængde en mentalt handikappet mand til døde efter at et rygte havde spredt sig om, at han skulle have brændt en kopi af Koranen.

I december 2021 brød en ophidset menneskemængde ind på en fabrik og myrdede en mand fra Sri Lanka, hvorefter de brændte liget, på grund af rygter om, at han skulle have begået blasfemi mod Muhammed. Det virker i det mindste til, at pøbelen havde dræbt ham, inden de satte ild til hans krop, i modsætning til et ungt kristen par, som en anden pakistansk pøbel langsomt brændte levende i 2015 på grund af et rygte om, at de havde krænket islam.

Denne forfærdelige måde at dræbe formodede “blasfemikere” på er også blevet set for nylig i Nigeria. For to måneder siden stenede flere universitetsstuderende den kristne studerende Deborah Emmanuel til døde og satte ild til hende. Hun havde tidligere afvist en muslimsk mands seksuelle tilnærmelser. Han hævnede sig ved højlydt at påstå, at hun havde begået blasfemi mod Muhammed, islams profet. Der samlede sig hurtigt en menneskemængde, der myrdede hende.

Hvor undertrykkende Pakistans “blasfemilove” end er, så er de ikke begrænsede til, eller et biprodukt af, et enkelt land. De er desværre biprodukter af islam. De forekommer ikke kun i den islamiske verden (for eksempel i IndonesienIranMalaysiaOman og Bangladesh), da de er begyndt at sprede sig ind i Vesten – i Frankrig og Spanien.

Den muslimske prædikant Yello Babo, der forsvarede pøbelens stening til døde og ildspåsættelse af Deborah Emmanuel i Nigeria, meddeler os alle, at “Når man rører ved profeten, så bliver vi rasende mennesker…. Enhver, der rører ved profeten, ingen straf – Bare dræb!”

Raymond Ibrahim, forfatter til den nye bog Defenders of the West: The Christian Heroes Who Stood Against Islam, er Distinguished Senior Fellow ved Gatestone Institute, Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og Judith Rosen Friedman Fellow ved Middle East Forum.