Dømt for at voldtage kvindelig bekendt

En 26-årig mand er blevet idømt et år og to måneders fængsel for at have voldtaget en 32-årig kvindelig bekendt.

Forholdet, som han blev dømt for, fandt sted søndag den 10. januar i år i den 26-åriges lejlighed i Viby efter, at flere personer havde været samlet i festligt lag. Kvinden blev træt og lagde sig til at sove i en seng i lejligheden, og hun vågnede pludseligt ved, at den 26-årige var trængt op i hende.

Kvinden forklarede, at hun ikke var i stand til at sige fra, fordi hun var bange, og den 26-årige gennemførte samlejet med hende, inden han rejste sig fra sengen. De andre gæster var gået fra stedet, og kvinden tog også hjem, inden hun senere anmeldte voldtægten.

 

Forklaring understøttet af gæst

I retten nægtede den 26-årige sig skyldig og forklarede, at kvinden godt nok ikke havde sagt noget, da hun lå i sengen, men at hun blandt andet havde lagt en hånd på hans lår, og at han også på et tidspunkt havde øjenkontakt med hende.

Retten mente dog ikke, at der havde været samtykke, og at den tiltalte havde udnyttet, at kvinden sov. Ud af de et år og to måneders fængsel, den 26-årige blev idømt for voldtægten, skal seks af månederne afsones, mens de otte resterende måneder blev gjort betingede.

”Rettens flertal fandt, at kvinden afgav en troværdig forklaring om voldtægten, og hendes forklaring blev blandt andet understøttet af en gæst, der havde deltaget i arrangementet. Han havde forgæves forsøgt at vække hende, inden han var gået fra festen. Rettens flertal vurderede ud fra en samlet vurdering, at der ikke var givet samtykke til samlejet, at tiltalte havde udnyttet kvindens tilstand, og at han derfor skulle dømmes for voldtægt, ” forklarer specialanklager Jesper Rubow.

LÆS OGSÅ:  Havde ikke samtykke: 21-årig mand dømt for voldtægt

 

Svære sager

Det var ikke en enig domsmandsret men en domfældelse med stemmerne 2-1.

”Det viser meget godt, hvor svære disse voldtægtssager kan være, da det ofte er en troværdighedsvurdering og påstand mod påstand, fordi der kun har været to personer tilstede under selve akten,” siger Jesper Rubow.

Den 26-årige tog forbehold for at anke dommen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)