Site icon 24NYT

Dømt for bedrageri for 7 millioner – se dommen

Arkivfoto: Politiet.

To mænd blev tirsdag idømt hver tre år og tre måneders fængsel for bedrageri med offentlige og private tilskudsmidler. De to mænd tilstod forbrydelserne.

Efter blot en dag i retten fik to 30-årige mænd tirsdag dom for bedrageri med tilskudsmidler efter straffelovens § 289a og for dokumentfalsk i forbindelse med bedrageriet. De er dømt for i alt 148 forhold og i den forbindelse at have fået omkring syv millioner kroner udbetalt til projekter, som aldrig blev ført ud i livet – samt have ansøgt om 18 millioner yderligere, som ikke blev udbetalt. De to mænd tilstod det omfattende bedrageri.

De to mænds millionbedrageri, der stod på i flere år, foregik gennem tre foreninger, der på papiret udførte en lang række sociale projekter – i særdeleshed på integrationsområdet.

”Jeg er meget tilfreds med dommen i dag, som tydeligt understreger alvoren af at misbruge midler, som er beregnet til at hjælpe nogle af samfundets svageste. Samtidig er jeg meget tilfreds med, at de to mænd har taget konsekvensen og tilstået forbrydelserne,” siger senioranklager Mads Schønning Frandsen.

Det var Socialstyrelsen, som blev opmærksom på sagen og anmeldte den til Københavns Politi den 8. oktober 2018. De to mænd har siddet varetægtsfængslet siden henholdsvis november og december 2018. Begge mænd modtog dommen ved dagens retsmøde.

Exit mobile version