En 48-årig mand fra Grenaa er ved Retten i Randers blevet idømt ubetinget fængsel i to år og tre måneder for groft bedrageri ved at have misbrugt flere personers oplysninger til at optage kviklån og købe varer på afbetaling for over 1,7 millioner kroner.
Bedragerierne gik gennem en længere periode ud over en række sårbare og udsatte personer, som den 48-årige opsøgte og fik til at udlevere NemID og tilhørende koder. Oplysninger, som han misbrugte til at tilegne sig penge via lån, som han vidste, hverken han eller de forurettede kunne betale tilbage.
Østjyllands Politis afdeling for Økonomisk Kriminalitet fik kædet anmeldelser fra bl.a. banker og pårørende sammen, og efterforskerne kom på sporet af den 48-årige, som blev anholdt og varetægtsfængslet i marts.
Pengene blev spillet op
I retten erkendte den 48-årige bedragerierne og forklarede, at pengene er spillet op. Han blev efter dommen sendt direkte til afsoning af sin fængselsstraf.
”Jeg er tilfreds med dommen, der afspejler omfanget og alvoren af den 48-åriges bedragerier, som gik ud over nogle mennesker, som er særligt sårbare. Det spillede også ind på straffen, at han tidligere er dømt for lignende sager, ” siger specialanklager Jesper Rodkjær.