Af Anette Pedersen
Statsadvokaten i Viborg mener ikke, at der for at få straffen skærpet er grundlag for at anke en dom fra den 17. juni 2022 i Retten i Aarhus, hvor en 21- årig mand blev idømt fire års fængsel.
Et nævningeting fandt manden skyldig i 35 ud af sagens 38 forhold – og for blandt andet at påkøre en betjent.
”Sagen ankes ikke, da det er min forventning, at landsretten ikke vil komme til væsentligt andet resultat end de fire års fængsel, som Retten i Aarhus nåede frem. Efter gennemgang af sagen er det min vurdering, at straffens længde altså ligger inden for rammerne af det forudsatte strafniveau fastsat ved lovændringen i marts 2021, hvor man definerede begrebet ”vanvidskørsel” og skærpede strafniveauet ganske betydeligt,” siger statsadvokat Jakob Berger Nielsen, Statsadvokaten i Viborg.
Udover fire års fængsel blev den 21-årige mand frakendt retten til at føre bil i otte år.