Dommedagsprofetierne om Brexit holder ikke stik

Briterne har ikke fortrudt deres beslutning om at forlade EU. De britiske medier har de seneste dage bragt flere forskellige meningsmålinger, og konklusionen er entydig på tværs af meningsmålingsinstitutterne: Var der afstemning i morgen, ville langt de fleste briter stemme, som de gjorde for præcis fem år siden.

Den danske fortælling om Brexit

En lang række politiske og økonomiske kommentatorer, der her i landet følger britisk politik tæt, havde både før og efter Brexit-afstemningen et dommedagssyn på Brexit. Drevet af EU-venlig aktivisme turnerede de med en fortælling om, at briterne blev snydt, bedraget, hjernevasket og manipuleret til at stemme ja ved folkeafstemningen i 2016, og at de derfor bør have en mulighed for at fortryde. Det er påfaldende og hyklerisk, at de hyper-partiske, statsstøttede medier som Berlingske og Politiken, der aldrig nogensinde er gået ind for, at Danmark på ny skulle stemme om sit EU-medlemskab, pludselig syntes, at briterne skulle gøre det igen.

Brexit-debatten i Danmark har afsløret de statsstøttede mediers hyper-partiskhed. Det danske kommentariat har kollektivt dækket Brexit ud fra en decideret EU-venlig vinkel. Økonomiske kommentatorer som Henrik Drusebjerg (i dag chef for nordisk investeringsstrategi i den danske afdeling af den Luxembourg-baserede velhaverbank Quintet Private Bank), Frank Øland (i dag Danske Banks chefstrateg) og Ulrik Bie (i dag Berlingskes økonomiske redaktør) vurderede enstemmigt, at ”regningen for Storbritannien ville blive ret alvorligt”.

Hr. og fru Hakkebøf, der udelukkende får deres nyheder fra DR, TV2 og de statsstøttede aviser som Berlingske, Jyllands-Posten eller Politiken, skulle få det indtryk, at Brexit var et økonomisk selvmord, og at en masse ”fornuftige” mennesker i EU gjorde alt for at beholde Storbritannien i den lykkelige EU-familie. Nuancerne i debatten og balancen mellem for og imod var helt forsvundet. Journalisterne i de statsstøttede medier har traditionen tro tilsidesat den journalistiske grundregel om, at der altid er to sider af en sag.

Det økonomiske ragnarok er udeblevet

Det økonomiske ragnarok, som de fleste danske kommentatorer forudså, er som bekendt aldrig blevet til noget. De mange job i finanssektoren, som man frygtede, London ville tabe til de øvrige finanscentre i EU, er ikke er forsvundet. Og i maj 2021 meddelte Bank of England, at Storbritannien kan se frem til en ekstrem høj økonomisk vækst på hele 7,25 pct. i år. En vækstprognose på 7,25 pct. er ikke set siden Anden Verdenskrig og skyldes bl.a. en effektiv vaccineudrulning. Samtidig ventes arbejdsløsheden at nå op på kun 5,5 pct. Denne prognose er markant bedre end prognosen fra februar 2021, hvor skønnet lød på 7,5 pct.

Brexit går ikke over

EU’s hovedinteresse har hele tiden været, at Brexit ikke måtte blive en økonomisk succes. Jo værre Brexit så ud, des lettere var det for EU-toppen at afværge euroskeptiske udfordringer internt i unionen. EU-toppen har derfor skabt en fortælling om, at Storbritannien vil lide som en konsekvens af Brexit, og at samme skæbne vil overgå de øvrige EU-lande, skulle de formaste sig til at forlade EU.

Der er to væsentlige grunde til, at det ikke har været en god idé at satse på Brexit’s fiasko.

For det første har de fleste økonomier har det jo med at rette sig op før eller siden. I den sammenhæng skal man have in mente, at Storbritannien er verdens sjettestørste økonomi, og at hovedparten af væksten i fremtiden vil foregå uden for EU27. Ifølge nogle økonomers skøn vil EU27 i 2050 tegne sig for ti procent af det globale BNP. Det siger sig selv, at på kort sigt må Storbritannien forvente en vis nedgang i velstanden. Anderledes kan det ikke være, når man smækker døren til sin største samhandelspartner og til et marked med 450 mio. forbrugere. Men så igen: Vi taler om verdens sjettestørste økonomi, som køber meget mere af EU end omvendt – også når man medregner briternes store eksport af tjenesteydelser. Et sådant land kan og vil rejse sig igen økonomisk.

For det andet skal man gøre sig klart, at stormagter i den øvrige verden som f.eks. Kina og Rusland gerne ser EU svækket, så de ikke skal stå over for en samlet handelspolitisk blok. De har en interesse i, at det går Storbritannien godt, så flere EU-lande følger briternes eksempel. USA’s tidligere præsident Donald Trump har mere end antydet, at han håbede på et hårdt Brexit, så USA og Storbritannien kunne indgå en omfattende frihandelsaftale. I juni 2020 har Storbritannien og Australien indgået en frihandelsaftale. Og i juni 2021 har Storbritannien indledt forhandlinger om at blive optaget i den multinationale frihandelsaftale CPTPP, der omfatter 11 lande i Asien og stillehavsregionen Japan, Canada, Australien, Vietnam, New Zealand, Singapore, Mexico, Peru, Chile, Brunei og Malaysia.

Brexit har synliggjort, at EU er en union, man kan forlade. Det er fra nu af frivilligt, om man vil være medlem af EU-klubben. Der er mange i både EU og Danmark, der satser på, at det går briterne så dårligt i fremtiden, at det kan afskrække andre dissidenter fra at forsøge sig med ”prison break”. Men det er en risikabel strategi. Storbritannien er verdens femtestørste økonomi, en bærende kraft i NATO, et land med atomvåben samt sæde i FN’s Sikkerhedsråd, og det engelske sprog er det globale universalsprog. Der er grænser for, hvor galt det på længere sigt kan gå briterne på et globalt marked, når fremtidens vækstcentre ligger uden for EU.

André Rossmann