Domstolenes forhold til frihedsrettigheder

Specielt de sidste 3 år med COVID-19 og debatten om indvandring har været en prøvelse af grænserne for frihedsrettighederne og navnlig ytringsfriheden. Det har været en udfordring, som ikke kun højreorienterede debattører har skullet gennemleve, men også domstolene har måttet forholde sig til at sætte grænser for frihedsrettighederne.

Eksempelvis var den mangeårig redaktør af netmediet Snaphanen tiltalt for overtrædelse af en bestemmelse, der vedrørte offentliggørelse af private forhold i forhold til sagen omkring sharia-drabene på to skandinaviske kvinder i Marokko. To kvinder som under en turistrejse blev dræbt på bestialsk vis uden at jeg vil gå nærmere ind i detaljerne herved. Allerede her kan man spore en vis tilbageholdenhed også fra min side ved at omtale sagen yderligere i og med der var et forbud mod at beskrive videoens indhold i retsmødet af hensyn til de efterladte.

På mediet var drabene omtalt, og der var tillige bragt et sløret billede af en af de dræbte. På mediet var der videre bragt en henvisning til den video, gerningsmændene havde optaget i form af et link til et andet medie, hvor selve videoen var bragt. Der var med andre ord ikke tale om en direkte fremvisning af videoen, men alene en henvisning til et andet sted på nettet, hvor videoen lå gemt. Samtidig havde redaktøren advaret mod at se videoen, da den var grusom.

Politiet havde i efterforskningsfasen ransaget den tiltaltes hjem. Herefter gik sagen død over en længere årrække og blev først behandlet efter corona- periodens afslutning. COVID-19 var en god undskyldning som syltekrukke.

I en lignende sag om Marokko-drabene var der afsagt en dom ved retten i Ålborg, hvor retten havde frifundet en tiltalt for på sin Facebook at have lagt et link ud, der henviste til en anden side, hvor man kunne se videoen. Man skulle derfor foretage en selvstændig handling i form af gå videre på internettet for at se selve videoen.

Byretten i Ålborg havde frifundet den tiltalte med den begrundelse, at straffeloven krævede et forsæt til at begå en handling, og det faktum, at man skulle foretage sig noget yderligere, hvis man ville se selve videoen, var et udtryk for en udvidende fortolkning af straffelovens bestemmelse om krænkelse af privatlivets fred, hvorfor den tiltalte blev frifundet i konsekvens heraf.

Landsretten ændrede på afgørelsen og sidestillede det at lægge et link ud til en anden side med, at man havde overtrådt den pågældende bestemmelse om krænkelse af privatlivets forhold.

Byretten i København dømte klienten bag netmediet med bl.a. henvisning til landsretsafgørelsen. Dommen blev dog gjort betinget.

Men, man spørger sig selv, hvordan skal man som nyhedsmedie kunne forholde sig til at fremvise forhold omkring islam, hvis domstolene forbyder at bringe resultaterne af den måde, hvorpå islam udøves i virkelighedens verden?

Hvordan skulle man tilsvarende kunne beskrive Holocaust, hvis ikke hensynet til at vise billeder og videoer af ofre måtte veje tungere end hensynet til de afdøde og deres pårørende?

Domstolene vejede hensynet til de pårørende tungere end ytringsfriheden i dette tilfælde.

En anden sag vedrørte en tiltalts ytringer på Facebook. Her havde den tiltalte lagt et opslag ud på det sociale medie efter valget i november sidste år.

Opslaget var stilet til de Facebook-brugere, som har en konspirationsteoretisk indstilling til den politiske scene. Det være sig i forhold til valghandlingen i november 2022, og det at udøve sin demokratiske ret til indflydelse på udfaldet heraf.

Efter ordlyden af opslaget, som bevidst var holdt i en ironisk tone, kritiserede den tiltalte dem, der ikke havde stemt ved at gøre opmærksom på, at deres fravalg af stemmeafgivelse på ny havde hensat Nye Borgerlige til fortsat at være sat uden for indflydelse.

Den tiltalte henviste videre til, at segmentet han henvendte sig til, i virkeligheden ønskede en voldelig revolution uden at de selv havde modet til at gennemføre den. Og at ingen i Danmark for den sags skyld havde våben.

Afslutningen på opslaget var formuleret som et spørgsmål til, om han skulle anvende en revolver til den revolution, som “de” ønskede. Formuleret som “I” og underforstået, at det ikke var noget, han selv ønskede. Det der havde udløst politiforretningen, var formentlig, at der sammen med opslaget blev lagt et billede ud af en pistol med ammunition.

Forud for hovedforhandlingen havde den tiltaltes hjem været natligt ransaget over et par timer af et indsatshold fra politiet efter en anmeldelse fra en ukendt, formentlig – efter tiltaltes opfattelse – venstreorienteret, der havde screenshottet opslaget og lagt det ud på mediet Reddit.

Det den tiltalte beskrev, var woke segmentet, der står mere på mål for en cancel-kultur i deres favør end en tovejs demokratisk debat, hvor der fægtes med åben pande. Med den marxistiske censur er researchkollektivet Redox måske det bedste eksempel på en venstre-radikal og fascistoid platform for intimidering af anderledestænkende.

Netop pressens omtale af sagen gik tiltalte på. En ting var at blive vækket som en terrorist af politiets indsatsstyrke, men at blive omtalt på fyens.dk med samme indfaldsvinkel var grænseoverskridende i svær grad. En politimand blev citeret for at sige, at man ikke umiddelbart fandt nogen våben. Enten finder man våben eller også gør man det ikke. Alt andet må være snik snak.

Tiltalen gik på overtrædelse af en bestemmelse i straffeloven om – om end ukonkret – at opfordre til vold og omstyrtelse af myndigheder. Tiltalen var formuleret ved, at anklagemyndigheden i løsrevet form havde taget sentenser ud af oplægget og anvendt dem som løftestang til at rejse tiltalen.

Den tiltaltes forklaring gik på, at han netop ville udskamme det segment, som ikke følger de demokratiske spilleregler.

Forsvaret henviste til det vigtige i, at man som borger i grundlovens § 77 forstand om ytringsfrihed har en ret til at anvende det danske sprog i dets finurligheder.

Før retten skulle forholde sig til juraen og spørgsmålet om hensigt med opslaget, forsættet, så var det vigtigt at forholde sig til poesiens og semantikkens verden. Den sproglige del ifølge forsvaret.

Der blev som indgangsbøn i proceduren henvist til Piet Heins gruk om, at den der kun tar spøg for spøg og alvor kun alvorligt, at han og hun faktisk har fattet begge dele lige dårligt. Dette med en henvisning til, at anklagemyndigheden ikke havde forstået at læse indenad i sagen.

Videre henviste forsvaret af den tiltalte til, at den sproglige dobbelttydighed, som det danske sprog indeholder, har historisk været altafgørende for vores indbyrdes forståelse i svære tider. Igen med tanke på tiltaltes ironiske tone.

Poul Henningsens, eller blot PH’s anvendelse af sproget i den ikoniske tekst til melodien ”Man binder os på mund og hånd”, fortolket af Liva Weel, ironiserede over, at så længe man har en indre fæstning, kan ingen blive træl. Med tanke på den tyske besættelsesmagt. Meloditeksten gled uden om den tyske censur, fordi tyskerne på Dagmarhus ikke forstod, hvor dobbelttydigt det danske sprog er.

Som tiltalte tilkendegav under afhøringen i retten, så var anvendelse af vold og udemokratiske virkemidler lige netop det, han advarede mod i sit opslag. Alt stod på spil for ham i den sag, alt han havde kært: Job, økonomi, hans parforhold, omdømme, så det var surrealistisk at sidde på anklagebænken.

En domfældelse ville knægte ytringsfriheden generelt, censurere den generelt, og stemple ham som værende alt det, han kæmper imod, som han forklarede.

Retsformanden i byretten tilkendegav efter voteringen, at tiltalte stod til domfældelse efter den måde, hvorpå tiltalen var formuleret med løsrevne sentenser fra opslaget. Men efter forklaringen fra den tiltalte sammenholdt med det oplyste i øvrigt, så var det en enig domsmandsret, der frifandt for straffelovsovertrædelsen.

Netop den sidstnævnte afgørelse viser vigtigheden af, at kunne forlade sig på, at domstolene vægter hensynet til ytringsfriheden tungere end rigtig mange andre hensyn. Og politiets behandling og navnlig behandlingstid kunne med rette kritiseres.

De to afgørelse stikker i hver sin retning, så det kræver et vågent øje og en kritisk tilgang fra domstolenes side at forfægte den helt grundlæggende ret, vi har i Danmark til at anvende frihedsrettighederne, som grundloven indeholder. De frihedsrettigheder som grundlovens fædre knæsatte helt tilbage i 1849 efter enevældens afskaffelse. Uden frihedsrettigheder ligger motorvejen til det autoritære samfund åben.