Donald Trump har svigtet mig og mine to drenge, her på Nørrebro


Hver uge tager 24NYT temperaturen på ytringsfriheden både i og udenfor Danmark. Medlemmer af Trykkefrihedsselskabets ledelse skriver på skift om aktuelle emner, hvor det frie ord er sat på prøve.


 

Af Jannich Kofoed, medlem af bestyrelsen for Trykkefrihedsselskabet

Med sine uansvarlige angreb på det liberale demokrati og dets institutioner har Donald Trump svigtet millioner af mennesker, heriblandt mig og mine to sønner, og sat den konservative bevægelse år tilbage.

Jeg tænkte først, at jeg udelukkende ville skrive til 24NYT om den massive venstresnoede ensretning i folkeskolen og gymnasiet – og om, hvordan jeg og mine to drenge håndterer den, her på Nørrrebro. Men så kom 6. januar i Washington – og så fandt jeg ud af, at de ting hænger sammen.

Nå, men jeg ville beskrive, hvordan mine to drenge på en folkeskole på Nørrebro og et gymnasium i København i årevis er blevet udsat for lærernes konstante, selvsikre venstreorientering. Jeg havde tænkt at beskrive, hvordan lærerne og de talløse vikarer, ofte af ren dovenskab, har brugt dyrebare undervisningstimer på at udsætte eleverne for film af venstreorienterede propagandister som Michael Moore eller bare  Youtube-klip som ”Trump’s most bizarre moments”; hvordan min yngste søn er blevet præsenteret for den mest vulgære dæmonisering af Inger Støjberg og Morten Messerschmidt. Jeg ville fortælle, at min ældste søn i 9. klasse på Nørrebro blev sat til at skrive anmodninger gennem Amnesty International til USA’s præsident om frit lejde til landsforræderen Edward Snowden.

Jeg kunne citere nedenstående dialog, mellem min yngste søn og hans lærer, da en diskussion udspandt sig i hans 6. klasse om Israel og Palæstinenserne. Lærer: ”Det er jo noget dobbeltmoralsk, ikke? At jøderne behandler palæstinenserne på samme måde, som nazisterne behandlede jøderne i Polen”! Min søn, som har et bedre greb om historiens proportioner end alle sine lærere, kender en del til Holocaust og i øvrigt har været i Israel, protesterede høfligt men højlydt – og blev ”skrevet hjem”, som det hedder i vore dage, for at forstyrre undervisningen.

Klimatossernes tyranni

På samme skole, hvor de begge har gået, er deres forsvarsløse hoveder forsøgt fyldt med klimatisk dødsangst; politiske aktivister fra Det Fri Gymnasium (udklækningsanstalt for samfundets reelle magthavere) blev kaldt ind for uimodsagt at agitere fanatisk foran skolens yngre klasser om klodens snarlige undergang.

En anden dag skrev den skvattede skoleleder til forældrene i en munter og anerkendende tone, at nu var der skam ”klima-strejke” på skolen og demonstration foran Christiansborg om fredagen. Jeg skrev til ham, trods min hustrus protester, at eftersom han åbenbart ikke var i stand til at sætte sig i respekt, havde jeg givet begge mine drenge besked på ikke at forlade skolen, hvad de roligt affandt sig med, og at de havde krav på en fuld skoledag med regulær undervisning, hvad de også fik.

På gymnasiet bliver det værre, omend på et ’højere niveau’. Til min rædsel ser jeg, at min søn kommer hjem med ”Blik for køn – kønsdiskurser, hate speech og queerteori”, udgivet af Dansklærerforeningen. Den ”behandler begrebet køn ud fra en normkritisk, socialkunstruktivistisk vinkel. Bogen udfordrer elevernes forforståelse og åbner deres øjne (!) for, at køn ikke blot handler om biologi, men udgør en kampplads for forhandlinger af identitet, magt og normalitet: Køn er en kompleks social og sproglig konstruktion.”

Gymnasiet – hvor ’rigtige’ svar er givet på forhånd

Min ældste søns klasse blev for nylig sat til at arbejde med emnet ”Ulighed i USA” .  Opgaven lød: ”Der ønskes en redegørelse for uligheden i det amerikanske samfund i dag”. Da jeg kender mine lus på gangen, læser jeg skeptisk videre og ganske rigtigt: for at eleverne ikke selv skal finde på egne, originale tilgange til det underligt konturløst formulerede emne (jeg har i øvrigt endnu ikke set en skrivelse fra pågældende gymnasium uden enten stavefejl, slåfejl, grammatiske fejl, forkert tegnsætning eller ringe dansk), bliver hensigten klart stipuleret.

LÆS OGSÅ:  Jeg tvivler på Socialdemokraternes nye værdipolitik

”Derudover ønskes en diskusson af, hvorvidt de seneste års uroligheder mellem den afroamerikanske befolkningsgruppe og politiet er udtryk for en fortsat ulighed i USA?”.

Mit gæt er, at en ’diskussion’, som resulterede i det korrekte svar ”Nej!”, formentlig ikke ville blive godtaget som besvarelse.

I min søns gymnasieklasse har deres engelsklærer fra første dag udsat dem for Black Lives Matter-propaganda. Når de ser ’humoristiske programmer’, er det altid latterliggørelse af Trump. ”Republikanere har ingen humor!”, erklærede læreren. Da min ældste søn forlængst har registreret hendes irritation over fejlagtige tanker og synspunkter, og han fryger, at den modvilje kan få betydning for, om han får et 7-tal, et 10-tal, eller måske et usselt 4-tal, må han løbe slalom mellem på den ene side sin vilje til at tænke selvstændigt og ”fight the power”, som han siger, og på den anden side sit ønske om en pæn karakter. Akkurat samme oplevelse havde min datter, da hun på Københavns Universitet for en halv snes år siden under sin afsluttende opgave om Danmark og Den Kolde Krig hurtigt fandt ud af, at det ville utaktisk af hende at lægge sig ud med vejlederen og hans åbenlyse foragt for Bent Blüdnikow og Bent Jensen. Jeg tror, at mine børns instinkt desværre er rigtigt: man må sno sig…

Politi og race

Fra de var helt små har jeg lært dem at vinke pænt til politifolk, som kører igennem Nørrebro, for de er vores venner og skal beskytte os. Og når vi på Youtube så plyndringer, ildspåsættelser og lynchninger foretaget af BLM-aktivister, sorte kriminelle og deres feltmadrasser i AntiFa, var vi enige om, at vi foretrækker politibrutalitet frem for PTSD-lammede betjente, som af dårlig samvittighed over deres hvide privilegier knæler bævende foran voldsmændene.

De har begge lært at foragte den, som spiller offerrollen og smider race-kortet på bordet. Den ældste så durk igennem Kamala Harris let hudpigmenterede forlorne smile-maske og hendes hule krav på ”blackness”, da vi så debatten med Mike Pence.

”Four legs good – two legs bad”

Jeg har gennem tiden forklaret – og advaret dem om – at det er omkostningsfrit at være venstreekstremist, for man skal nok få livslang ansættelse og pension i etaten alligevel; men at man løber en social risiko, og må imødese problemer, hvis man erklærer sig som konservativ, national eller liberalist – kort sagt: placerer sig ideologisk til højre for midten. Jeg vil ikke gøre dem paranoide, bare forsigtige.

Det er også grunden til, at jeg ikke navngiver mine to drenge, deres skole og gymnasium; faktisk ville jeg ikke skrive al denne tekst andre steder end i et ekkokammer som dette, med en snæver og indforstået læserskare.

Min personlige tilfredsstillelse består i, at de begge på egen hånd indhenter alternativ oplysning og danner nogenlunde selvstændige holdninger. Blandt meget andet lytter de til Ben Shapiro, Tucker Carlson og sågar Dr. Jordan Peterson i afmålte doser. De siger mig skam også imod; ellers ville det være kedeligt.

Trump – en svær pædagogisk udfordring

Den sværeste udfordring har været at give dem et nuanceret billede af Donald Trump.  Selv uden DR’s og TV2’s forvrængning er det en svær opgave, men jeg forklarede dem, at han repræsenterer millioner af amerikanere, som vil forsvare de værdier, der har gjort, at Vest Bare Er Bedst; at det ikke er sagligt at hænge sig i bagateller og form, når Vestens værdier er under angreb, udefra såvel som indefra. Heldigvis har de begge to udviklet en instinktiv skepsis over for den massive tilsvining, som ikke mindst deres lærere udsattte Donald Trump og hans ”deplorable” vælgere for. Vi har også talt om de tiltrængte forandringer, som Trump fik gennemført, ikke mindst til fordel for USA’s sorte samfund, men som vi aldrig hørte ét ord om i DR eller TV2.

LÆS OGSÅ:  Det er ikke Paludan, men SFs forhold til ytringsfriheden, der udgør et demokratisk problem

Og sådan går vi og diskuterer gemytligt og inspirerer hinanden i vores lille enklave her på Nørrebro, midt i et reservat af frelste grøntgnaskere, Bestemødre for Asyl, dødsangste klimatosser, hypokondere, irriterende sigøjnere, EU’s afrikanske flaskesamlere, AntiFa-bøller samt uregerlige muslimer.

Svigtet af Donald Trump

Men nu, efter den 6. januar, har der været tavshed her i køkken-alrummet, når optagelserne af den vilde hob af Trump-tilhængere og QAnon-psykopater igen og igen ruller over skærmen.

I løbet af nogle få timer blegnede flere års forklaringer, bortforklaringer, analyser og argumenter til fordel for Donald Trump, mistede sin styrke og blev nærmest virkningsløse. Trump kan ikke længere gøre krav på vores forståelse, overbærenhed og slet ikke tillid, her på Nørrebrogade – men han er klart nok også skideligeglad.

Man kan godt forvente af de ledere, som man har tillid til, at de udviser sund dømmekraft og vælger deres kampe med omhu – især i en defensiv position. Men det kræver et ideologisk kompas, moralske principper og en politisk strategi. Og Trump viste, at han ejer ingen af delene. Donald Trump har med ét udhulet sin stolte og stærke 4. juli-tale som præsident ved Mount Rushmore med sine rablende udbrud på The Mall den 6. januar.

Breiviks blodige bjørnetjeneste

Husker du Anders Breivik? Han overbeviste sig selv om, at han forsvarede den kristne, vestlige verden imod islam, da han i 2011 egenhændiggt dræbte 77 ikke-muslimer i Norge. Jeg husker, hvordan Vestens patrioter og konservative var på retræte lang tid efter ugerningen. Men hvor Anders Breivik var en enlig ulv, en gal hund, som staten altid kan og bør slå ned, og det politiske bagslag af hans desperate ugerning har fortaget sig, så er den den moralske virkning af, hvad præsident Donald Trump forsøgte at gøre – med alle midler at standse en legal valghandling – og hans foragt for demokratiets og republikkens symboler og dens folkevalgte, langt dybere og længerevarende.

Trumps tunge ansvar

Til forskel fra Anders Brevik, som kun havde ansvar for sig selv og stemmerne i sit hovede, så havde Donald Trump ansvaret for millioner af menneskers tillid – og dermed også et tungt ansvar for at have udskreget det amerikanske demokrati som bundråddent og korrupt og ikke værd at respektere, og som konsekvens deraf et ansvar for, at republikens helligste bygning, Kongressen, blev skændet og vandaliseret af en hob, som burde være mødt med vedholdende, målrettede skudsalver fra automatvåben og ikke økologisk peberspray. Mens voldspsykopaten Breivik har 77 liv på samvittigheden, så har Trump ganske vist kun ét, nemlig politimanden Brian Sicknick, som fik hovedet knust af en ildslukker: Men det er også rigeligt. Sicknicks lig burde retteligt anbringes på Det Hvide Hus’s dørtrin –  hvor man i øvrigt i tre døgn undlod at flage på halv til hans ære.

LÆS OGSÅ:  Hvor militariseret og bevogtet kan et civilsamfund være og stadig kaldes et demokrati?

Et ”ynkeligt knæfald”?

Jeg kunne selvfølgelig vælge at stå last og brast med Trump, også over for mine drenge, og ikke forfalde til et ”Ynkeligt knæfald for den politiske korrekthed”, ligesom de skamløse opportunister, kapitulanter og desertører Kasper Støvring og Søren Hviid Pedersen (10-15 års fast arbejde på Hvidehavs-kanalen for de to sabotører ville være billigt sluppet!).  Jeg kunne vælge at være lige så løgnagtig, som det i sin tid blev forventet af os i Danmarks Kommunistiske Parti. Når vi skulle ’forklare’, hvorfor det var i fredens interesse, at Den Røde Hær slog til i Berlin 1953, i Ungarn 1956 og Czekoslovakiet 1968, så havde vi altid ’beviser’ på, at krigshetzere i NATO og USA netop i sidste øjeblik fik bremset deres ondsindede planer om at undergrave folkedemokratierne og kaste Europa ud i endnu en ødelæggende krig.

Men: Been there –  done that! Jeg har set nok til kommunister, som anvendte deres egne børn som ideologisk kanonføde, fordi de nægtede at se virkeligheden i øjnene og ikke kunne bære tanken om blive forstødt af den sub-kultur, hvori de fandt livslang og livsfjern tryghed.

”People, who love our country”

Jeg ønsker stadig, at Donald Trump havde vundet, omend det havde været yderligere fire år i nervepirrende ængstelse. Men jeg nægter at frikende Trump for hans ansvar for anarkiet den 6. januar, som de, der nu leger Rudy Giuliani. Donald Trumps ubøjelige forsvarere stempler jo ufrivilligt manden som dårligt begavet, hvis man tiltror ham, at han ikke vidste, ikke kunne se eller høre, hvem han stod over for, og som han hidsede op. Så han ikke galgerne? Sydstatsflagene? QAnon-bannerne? (Åh, jeg glemte, at han jo kaldte de sidstnævnte for ”people who love our country”!) Og jeg afviser på forhånd hånligt alle ’beviser’ på, at den pøbel, som forsøgte at sætte det amerikanske demokrati ud af kraft, slet ikke var ægte Trump-vælgere, men provokatører og opviglere: forklædte AntiFa-aktivister med MaGa-kasketter, agenter fra World Economic Forum og FN, George Soros- og Bill Gates-lakajer, gedulgte Corona-plottere, kinesere, pædofile clintonistter og FBI-kommunister.

Skaden er sket, og nu tager den venstreorienterede elite sin hævn, som den har fået serveret på et sølvfad af en forfængelig idiot.

Amerikas rigsdagsbrand?

Jeg ser, at der bliver draget paralleller til Rigsdagsbranden i 1933 i Berlin? Det må indebære, at USA’s præsident bliver tildelt samme rolle som rådskommunisten Marinus van der Lubbe. Altså: en irrationel præsident og en mentalt forstyrret vagabond nedkalder med hhv. flammende taler og bål og brand repressalier over dem, de angiveligt vil gøre en tjeneste. For stormen på Capitol var vel ikke planlagt af Zuckerberg? Og ildspåsættelsen i Rigsdagen var bevisligt ikke udtænkt af Hermann Göring. Men begge bål var som sendt fra himlen! For godt til at være sandt! Marinus van der Lubbe gav præsident Hindenburg anledning til at udstyre Hitler med uindskrænket magt til at knuse oppositionen; Donald Trump har nedkaldt  hightech- og mediemonopolernes nærmest uindskrænkede censur over nationale og konservative ytringer i hele Vesten.

Rigtig dumt, ikke? Hvis ellers man interesserer sig for politik og ikke kun sig selv.

Men mest af alt forbandet ærgerligt for os andre. Vi er sat år tilbage. Politisk og moralsk. Trump har ikke bare svigtet 74 millioner amerikanere, men også vi tre her på Nørrebro – som om det ikke var svært nok i forvejen…