Drabsforsøg – nu er der nyt

Retten i Glostrup har til eftermiddag varetægtsfængslet en 23-årig mand for drabsforsøg i Søborg og i Ballerup i foreløbig 16 dage.

Københavns Vestegns Politi har eftersøgt den 23-årige i nogen tid, og han blev anholdt natten til dag i Husum, efter han sammen med en 22-årig mand forsøgte at stikke af fra en hundepatrulje i Rødovre i en stjålet bil.

Skudt og stukket med kniv

Københavns Vestegns Politi sætter den 23-årige i forbindelse med en hændelse på Nordfrontvej i Søborg den 30. juni, hvor en 36-årig mand blev skudt og stukket med kniv.

Københavns Vestegns Politi sigter ham desuden for at skyde en 28-årig mand i benet på Pederstrupstien i Ballerup den 20. juli.

Fem varetægtsfængslet

I efterforskningen af drabsforsøget i Søborg er to andre mænd på 22 og 26 år i forvejen varetægtsfængslet, og en 36-årig mand er varetægtsfængslet in absentia. I samme sagskompleks er også to kvinder på 31 og 41 år varetægtsfængslet.

LÆS OGSÅ:  17-årig udlænding anholdt for groft hjemmerøveri og drabsforsøg på ældre dansk mand

Ved retsmødet, der blev holdt for lukkede døre, bestemte retten, at den 23-årige skulle varetægtsfængsles foreløbig til den 22. august.

“Efterforskningen af de to drabsforsøg pågår fortsat og peger foreløbig ikke i retning af motiver, der kan relateres til bander, men angiveligt udspringer af uenighed mellem personer med kriminelle tilhørsforhold,” siger efterforskningsleder Henrik Hougaard, Københavns Vestegns Politi.

Kommentarer