Site icon 24NYT

Drabsmand brugte cykel under flugten

Københavns Politi har et godt billede af den flugtrute, som gerningsmanden til drabet mandag aften på Frederikssundsvej benyttede. Politiet vil derfor gerne høre fra vidner, der kan have set ham.

På baggrund af den igangværende efterforskning af det drab, der blev begået mandag aften i en butik på Frederikssundsvej i København NV, har Københavns Politi fået klarlagt noget af den rute, som gerningsmanden benyttede sig af efter drabet på en 24-årig mand.

Politiet modtog anmeldelse om skyderiet mandag kl. 20.47, og efter at have gennemgået videoovervågning og talt med vidner står det klart, at gerningsmanden er løbet ud af butikken og til venstre ad Frederikssundsvej. Kort efter drejede han til venstre ad Vibevej, hvor han tog en cykel og formentlig kørte til højre ad Ørnevej.

 

”Vi har et rimeligt godt billede af, hvor gerningsmanden har bevæget sig hen umiddelbart efter drabet, men vi vil fortsat gerne tale med vidner, der har været i området ved Vibevej og Ørnevej mandag aften. De kan have set gerningsmanden på cykel,” siger vicepolitiinspektør Knud Hvass fra Københavns Politi.

Gerningsmanden beskrives som en ung mand, der er spinkel af bygning og var iført sort beklædning. Han var desuden maskeret og havde en hætte trukket op over hovedet.

Nærpolitiet var i går til stede ved gerningsstedet med den mobile politistation, som fik besøg af mere end 80 borgere. I den forbindelse kom der oplysninger, som nu indgår i den fortsatte efterforskning.

Er der borgere, der har oplysninger til sagen, bedes de kontakte Københavns Politi på tlf. 1-1-4.

Exit mobile version