Drabssag: Abdallah Ahmad Taha efterlyses

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 12.00

Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 12.00 i Retten i Aarhus en 25-årig mand, der er tiltalt for knivdrab, drabsforsøg, grov vold og trusler i forbindelse med et opgør i bandemiljøet, der kulminerede på en parkeringsplads på Lenesvej i Brabrand i juli 2020, hvor en 42-årig mand blev dræbt og tre andre blev såret.

Den 25-årige mand har sammen med Abdallah Ahmad Taha været efterlyst i offentligheden siden oktober sidste år. Den 25-årige mand meldte sig selv på politigården i Aarhus mandag og vil blive fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. Abdallah Ahmad Taha er fortsat efterlyst.

Der er rejst tiltale mod i alt fire mænd i sagen fra Lenesvej. Sagen er berammet til efteråret 2021.

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning ved grundlovsforhøret, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)