Site icon 24NYT

Drænasfalt bliver testet på Motorring 3

I maj udførte Vejdirektoratet forsøg med drænasfalt på tre strækninger rundt om i landet. Foto: Vejdirektoratet

Vejdirektoratet tager søndag den 4. august hul på arbejdet med at lægge en ny type asfalt ud på en i alt seks kilometer lang strækning på Motorring 3 i sydgående retning. Dette for at teste, om drænasfalt kan være et alternativ til andre typer asfaltbelægninger, når der skal findes løsninger for at reducere trafikstøjen yderligere.

Arbejdet med at lægge ny asfalt på Motorring 3 ved København er delt op i tre etaper. Kort: Vejdirektoratet

Motorring 3, som løber vest om København, er med en døgntrafik i hverdagene på over 130.000 biler en af de mest befærdede motorveje

i Danmark. Og samtidig bor mange mennesker tæt op til motorvejen. Den kommende test af drænasfalt på Motorring 3 sker, efter forligskredsen bag Infrastrukturplan 2035 i starten af året besluttede at sætte gang i nye undersøgelser, der kan være med til at reducere støjen på Motorring 3.

Allerede i starten af august begynder Vejdirektoratet at lægge den første drænasfalt ud på Motorring 3 på en strækning mellem Slotsherrensvej og Holbækmotorvejen i sydgående retning.

– Støj fra trafikken er et problem for mange naboer til vores veje, og derfor skal vi gøre, hvad vi kan for at begrænse generne. Drænasfalt virker lidt ligesom akustikplader, og hvis forsøget på Motorring 3 viser gode resultater, får vi et nyt værktøj, der kan være med til at reducere støjen, fortæller transportminister Thomas Danielsen.

Støjsvag asfalt kendt fra udlandet

Drænasfalt er en type asfalt, der kan reducere støjen via de hulrum, der er i asfalten. Især i Holland og Tyskland bliver drænasfalt allerede anvendt for at reducere støjgener på visse motorvejsstrækninger. Drænasfalt adskiller sig nemlig fra traditionelle typer asfalt ved at have en åben overflade med små hulrum i, som i højere grad kan absorbere lyden fra bilernes dæk til sig. Som en ”sidegevinst” kan regnvandet også strømme ned gennem drænasfalten og videre ud til siden, hvilket giver en bedre og mere behagelig køreoplevelse og minimerer risikoen for akvaplaning.

Ghita Berg, der er afdelingsleder i Vejdirektoratet, fortæller, at det kommende forsøg skal være med til at danne værdifulde erfaringer for eventuel brug af drænasfalt i Danmark.

– Vi er allerede i gang med at teste drænasfalt på tre andre strækninger, og nu er vi kommet til Motorring 3. Vi er spændte på, om drænasfalten her har en lige så stor effekt som i Holland og Tyskland, så vi potentielt kan skære nogle få yderligere decibel af støjen. Det er selvfølgelig også centralt, at vi kan få viden om, hvorvidt denne ekstra effekt i forhold til alternative belægninger også kan forventes at holde over tid, siger Ghita Berg.

Se video: Sådan fungerer drænasfalt

I slutningen af 2025 vil forsøget blive evalueret med henblik på at vurdere, hvordan man udlægger, drifter og vedligeholder drænasfalt på den mest hensigtsmæssige måde. Der vil desuden blive foretaget løbende støjmålinger.

Arbejdet begynder søndag den 4. august, og hele den seks kilometer lange strækning vil efter planen være færdigasfalteret den 4. oktober. Da vejarbejde er vejrafhængigt, er der dog altid en risiko for, at det kan blive udskudt eller forsinket på grund af vejrforhold.

Trafikken i perioden 

Som et led i at minimere generne for trafikanterne, der benytter Motorring 3, bliver slidlagsarbejdet udført i aften- og nattetimerne, ligesom arbejdet også er opdelt i tre etaper af samme årsag. På alle tre etaper afvikles trafikken som normalt i dagtimerne på hverdage, men med hastighed nedsat til 80 km/t. På grøn etape vil der i aften- og nattetimerne, hvor slidlagsarbejdet bliver udført, kun være et spor åbent ligeledes med nedsat hastighed til 80 km/t. Under gul etape er det nødvendigt at spærre hele strækningen i aften- og nattetimerne samt enkelte weekender mellem motorvejskryds ”Rødovre” og motorvejskryds ”Brøndby”.

Grøn etape

  • Strækningen mellem Slotsherrensvej og motorvejskryds ”Rødovre” med spærring af afkørsel <23> “Jyllingevej” og forbindelsesrampen til Frederikssundsmotorvejen (M12).
  • Forventet arbejdstid cirka 15 arbejdsnætter.
  • Arbejdet udføres i hverdage mellem kl. 21.00 – 05.00 og i weekender mellem kl. 21.00 – 07.00.

Blå etape

  • Tilslutningsanlæg <24> ”Roskildevej”.
  • Forventet arbejdstid cirka 5 arbejdsnætter.
  • Arbejdet udføres i hverdage mellem kl. 20.00 – 05.00 og i weekender mellem kl. 20.00 – 07.00.

Gul etape

  • Strækningen mellem motorvejskryds ”Rødovre” og motorvejskryds ”Brøndby” med spærring af tilkørsel <24> “Roskildevej” i sydgående retning, spærring af tilkørsel <23> “Jyllingevej” i sydgående retning samt tilkørslen til Motorring 3 (M3) fra Frederikssundsmotorvejen (M12).
  • Forventet arbejdstid cirka 10 – 15 arbejdsnætter plus 4 – 5 weekender.
  • Arbejdet udføres i hverdage mellem kl. 20.00 – 05.00, i weekender mellem kl. 20.00 – 07.00 samt i 4-5 weekender fra fredag kl. 20.00 til mandag morgen kl. 05.00 (efter den 16. august).

Opstart på de enkelte etaper er endnu ikke fastlagt endeligt. I perioden frem mod opstart vil der blive informeret om hver af de tre etaper via Vejdirektoratets hjemmeside, Trafikinfo.dk og X, ligesom der vil blive skiltet før diverse afkørsler, så trafikanterne har mulighed for at tilvælge alternative ruter.

På Trafikinfo.dk kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.

Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne.

Exit mobile version