Med et single-page betalingssystem skal danskerne være kun 3 klik fra at leje naboens kælder, lyder det fra tidligere 3×34 topchef, der sammen med Lisbeth Knudsen, Jørgen Lindegaard og Anna Thygesen vil skabe logiske løsninger i opbevaringsbranchen.
Plads er blevet en mangelvare – især i storbyerne. Det har i de seneste år gjort, at self-storage virksomheder er sprunget op og har bygget centrale lagre rundt om i byerne. Men ifølge iværksætter Brian Tange, giver det ingen mening, for der ligger allerede mange tusinde ubrugte kvadratmeter gemt væk i byens loftsrum og kældre.
»Fra et samfundsmæssigt standpunkt er det helt hul i hovedet at bygge store lagerhaller på prime locations, som vi f.eks. har set det i København. Det er hårdt at sige, men branchen udnytter forbrugerne, når de eksempelvis får dem til at betale DKK 4.000 om måneden for at opbevare en sofa til DKK 3.000, når din naboejendom har tomme kælderrum stående«, fortæller en bramfri Brian Tange, stifter af Hamsto og tidl. adm. direktør i 3X34, der forventer at have over 20.000 kvadratmeter ledig plads til leje ved udgangen af 2018, fordelt på både private og erhvervslige udlejere, der har ekstra plads på lagrene.
Betaling med 3 klik »en gamechanger«
Hastighed og brugervenlighed er altafgørende for at vinde kunderne, uddyber Brian Tange, og derfor har han som vigtigste strategiske tiltag indgået en alliance med DIBS Payment Services, del af Nets, der med en ny betalingsteknologi kaldet Easy vil lade Hamstos brugere beslutte sig -og betale- med blot 3 klik:
»Vi er de første i branchen, der kommer til at køre med et single-page payment system, og det kommer til at være en ‘game changer’. Det er en stor blåstempling for os som opstartsvirksomhed og giver en klar konkurrencemæssig fordel, idet vores kunder har nemmere ved at indgå en abonnementsforpligtelse med os end de andre«, forklarer Brian Tange, der med konceptet bl.a. har haft held til at trække tidl. SAS-topchef Jørgen Lindegaard. tidl. Berlingske topchef Lisbeth Knudsen og erhvervskvinden Anna Thygesen med i bestyrelsen.
Trods datakrav: Det bliver nemmere at købe
Hos DIBS Payment Services bekræfter man samarbejdet og oplyser, at Hamsto bliver den første deleøkonomiplatform i Danmark, der kommer til at benytte den nye teknologi, hvor adresseindtastning og kortoplysninger efter første indkøb vil være en saga blot for eftertiden:
»Til trods for at EU udstikker stadig skrappere krav til databehandling, er vi lykkes med at udvikle en løsning, der gør det muligt at dele betalingsdata og adresser på tværs af alle tilsluttede webshops. Det seneste halvår har vi testkørt Easy-teknologien med 500 virksomheder, og tilbagemeldingen er entydigt, at jo nemmere man gør det for forbrugeren at købe, des mere stiger omsætningen«, fortæller Henriette Høyer, Head of Sales hos DIBS Payment Services, der dog oplyser, at man i den kommende tid vil implementere Easy-teknologien på tværs af DIBS og Nets til over 25.000 webshops i hele Norden.