I USA er der en forestilling om Danmark som det forjættede land. Det bliver gang på gang fremhævet i politiske debatter. Kunne man dog bare få det som i dette Shangri La nord for Tyskland og syd for Sverige, ville man være på den grønne gren.
I dagens New York Post er kommentatoren Rich Lowry inde på det samme, idet han citerer Francis Fukuyama, som drømmer at ”nå til Danmark” (”getting to Denmark”). Det er ifølge Fukuyama den sentens, som samfundsforskere bruger om en situation, hvor man har opnået en moderne styreform.
”For mennesker i udviklingslandene”, skriver Fukuyama, ”er Danmark et mytisk sted, som er kendt for at have gode politiske og økonomiske institutioner: Det er stabilt, demokratisk, fredeligt, velstående, inkluderende og har et ekstremt lavt niveau af politisk korruption. Alle ønsker at finde ud af, hvordan man omdanner Somalia, Haiti, Nigeria, Irak eller Afghanistan til ‘Danmark’.”
I USA har de tydeligvis ikke hørt om Barbara Bertelsen eller om, hvordan Den Store Minkdræber har afskaffet grundloven. Ej heller om de politikere, som siden 1983 fremgangsrigt har arbejdet på at omdanne Danmark til et nordisk Afghanistan, fordi de er utilfredse med et land, der er ”stabilt, demokratisk og fredeligt” og derfor gør, hvad de kan, for at importere ustabilitet og ufred i skikkelse af krigsberedte folk fra de varme lande.
Engang havde vi Morten Korch til at besynge den danske idyl, men det var før EU og udlændingeloven. Nu har vi Lars Løkke.