To gange blev der i september 2017 sat ild til Stationskroen, Vestergade 1 i Broager. I den forbindelse har Alm. Brand Forsikring tidligere udlovet en dusør på 25.000 kr. for oplysninger, der kunne føre til opklaring af brandene. Nu hæver selskabet dusøren til 100.000 kr.
Den første brand blev opdaget fredag den 1. september 2017 klokken 02.25. Her udbrændte en lejlighed i bygningen.
Onsdag den 13. september klokken 21.25 blev der igen anmeldt brand i bygningen. Her udbrændte anden sal.
Brandtekniske undersøgelser har vist, at begge brande var påsat.
Ved branden den 13. september blev der set en mand løbe fra stedet. Han beskrives som
- 170-175 cm høj og almindelig af bygning
- Iført mørkt tøj med en hætte over hovedet
- Bar på en mobiltelefon
Har du oplysninger, der kan hjælpe Syd- og Sønderjyllands Politi med at opklare brandene, kan du kontakte politikommissær Thomas Berg, Områdecenter Syd i Sønderborg på telefon 114.