I den dybe stats jerngreb

Den dybe stat definerer og opstiller rammebetingelserne for den kulturradikale socialstat og sikrer, at socialstaten opretholdes på eksisterende præmisser med befolkningens fulde accept. Den dybe stats mål er at forhindre politisk disruption, og skulle det lykkes for de nationalkonservative at overtage magten, er den dybe stats mission at obstruere, undergrave, kritisere, latterliggøre og miskreditere de nye demokratisk valgte magthavere.

Den dybe stats kamp imod Trump

Når man skifter præsident i USA, skal man udpege 4.500 embedsmænd. Den politiske proces går derfor i stå, idet det typisk tager et halvt års tid, før de nye folk er nominerede. Men i Trumps tilfælde har den dybe stats obstruktion og modstand betydet, at flere af de 4.500 stillinger stadig væk ikke er besat. Politikerne og embedsmandsapparatet obstruerer og undergraver Trump-regeringen, fordi de ikke vil acceptere udfaldet af et demokratisk valg.

Den dybe stat omfatter det Demokratiske Parti, embedsværket, dommerstanden, medierne, universiteterne, kulturpersonlighederne, Hollywood og store dele af embeds- og advokatstanden – alle dem, der går ind for globalisme, multikulturalisme og ”human” udlændingepolitik. De har ikke noget formaliseret samarbejde, men et interessefællesskab med et fælles mål: at sætte Trump under pres, undergrave ham og slide ham ned. Demokraterne modarbejder kongresudvalgenes arbejde, alle præsidentens politiske tiltag bliver nedsablet, og præsidenten selv bliver udskammet gennem systematiske hån og hadsk latterliggørelse. Store dele af den dybe stats embedsmænd i centraladministrationen nægter at samarbejde med Trump. Journalister bringer en endeløs strøm af skandalesager, som lystigt kommenteres af Trump-fjendtlige ”eksperter”, der stempler præsidenten som psykisk syg og afviger. Den dybe stats aktivistiske dommere har blokeret præsidentens dekreter, herunder indrejseforbud mod borgere fra en række muslimske lande. Senest er det kommet frem, at FBI aktivt har arbejdet for, at Trump skulle tabe valget i 2016. Gang på gang lækker den dybe stat hemmelige dokumenter, som bruges af venstredrejede, Clinton-venlige medier med CNN og Washington Post i spidsen til at miskreditere Trump og hans regering.

Den dybe stat i Danmark

I Danmark omfatter den dybe stat centraladministrationen, PET og FE, embedsværket, udenrigstjenesten og diplomatiet, interesseorganisationerne som LO, DI, DA, KL og FTF, rådgivere, medierne, opinionsdannere, dommerstanden og biskopperne. De repræsenterer en skjult magt, en stat i staten – magtdanmark. Deres opgave er at sikre statens kontinuitet og stabilitet, bevare systemet og magtstrukturerne i deres nuværende form og afværge politisk disruption, kætterske tanker og fornyelse. De magtfulde politikere, erhvervsdirektører, fagforeningsbosser, universitetsfolk mv., som kender hinanden på kryds og tværs, og som træffer de tungeste beslutninger i politik, erhvervsliv, fagbevægelsen og kulturliv, er et holdningsmæssigt sammentømret ”konsensusdanmark”, som deler det samme syn på samfundet og bestemmer, hvor det bør bevæge sig hen. Det betyder mindre, om man er rød eller blå. Hovedsagen er, at man accepterer den uskrevne kontrakt om samfundets eksisterende indretning og kurs.

Den dybe stats kulturradikale værdisystem

Den dybe stat har skabt stærke fortællinger om, hvad man i Danmark må anse for godt og ondt. Det kulturradikale værdisystem er godt, det nationalkonservative er ondt. Det er godt at hjælpe flygtninge og migranter til Danmark. Det er ondt at lade være. Det er godt at ville bevare den danske model og velfærdssamfundet med alle dets sikkerhedsnet, overførsler og skattefinansierede velfærdsydelser. Det er ondt at ville gøre op med eller reformere systemet, herunder reducere skattetrykket. Den dybe stat italesætter politiske, økonomiske og sociale problemstillinger ud fra den kulturradikale, EU-venlige, multikulturelle og globalistiske dagsorden og ideologi. Den opstiller rammebetingelserne for samfundsindretningen, som ingen kan eller vil rykke ved. Vækstagendaen fylder næsten ingenting i den kulturradikale samfundsdebat, som primært handler om at fordele samfundskagen og overføre endnu flere skatteyderkroner til socialstaten. Hovedpræmissen i den dybe stat er, at den danske socialstat er så unik, at der ikke må pilles ved “kunstværket”.

Erhvervslivet på støtten

I dansk erhvervsliv er der næsten ingen erhvervsfolk med ”højreorienterede” synspunkter. Erhvervslivet afspejler samfundet og følger med, når værdierne og holdningerne skifter. Rent holdningsmæssigt og politisk kan de fleste erhvervsfolk derfor placeres i midten. Erhvervslivet er en del af den dybe stat, da det har snablen langt nede i de offentlige kasser. Den statslige erhvervsfremme udgør ca. 26 mia. kr. om året. Herunder subsidier bevilget via finansloven, støtte via skattesystemet, energistøtte samt støtte via regioner og kommuner. Vindmølleindustrien er et godt eksempel. Industrien har modtaget statsstøtte siden 1979 – i fire årtier. Staten har flyttet for milliarder af kroner væk fra anden produktion til fordel for vindmøller. Politisk er der investeret enorm kapital og prestige i vindmølle-eventyret. Et bredt politisk spektrum jubler over en energipolitik, som reelt tager penge fra almindelige borgere og omfordeler dem til vindmølleindustriens aktionærer og direktører. Ifølge de økonomiske vismænd skaber offentlig støtte ikke nye jobs. De jobs der bliver skabt i de såkaldte ”grønne” brancher, bliver skabt på bekostning af jobskabelsen i andre brancher. Et andet eksempel er forskning, hvor stadig flere af de offentlige forskningsmidler bliver gaflet af private interesser som en slags subsidier til private virksomheder.

Den dybe stats røde lejesvende

Det overordnede billede i det danske medielandskab er, at man skal lede meget længe for at finde journalistiske artikler eller TV- og radioudsendelser, der problematiserer det dominerende grund-ideologiske kulturradikale udgangspunkt. Medierne afspejler den dybe stats tænkning og er med til at bestemme, hvad der er acceptabelt og ikke-acceptabelt at drøfte i samfundet. Da medierne er politikernes vigtigste kommunikationskanal til vælgerne, er politikerne og medierne smeltet sammen til ét magtmonopol. Især på Christiansborg er politikerne indspiste med journalisterne. Folketinget er den eneste arbejdsplads, hvor journalister og de politikere, de skal dække, er arbejdskolleger. De store medier (landsdækkende aviser, DR, TV2 osv.) er systembevarende, fordi de økonomisk (via mediestøtte) er afhængige af det samfund og system, de arbejder i. Af samme grund er de heller ikke kritiske over for samfundets indretning og den herskende kulturradikale tænkning. 

Nationalkonservativ statsminister ville lide den samme skæbne som Trump

Da den dybe stat i Danmark har som mål at afværge politisk disruption, er der ingen tvivl om, at en nyvalgt nationalkonservativ statsminister ville lide den samme skæbne som Trump. Det samlede kulturradikale segment med centraladministrationen og medierne i spidsen ville kaste sig frådende over den nyvalgte statsminister. Embedsværket i centraladministrationen ville lække hemmelige dokumenter og lave obstruktion. Mainstream-medierne ville gå amok og trække statsministeren gennem sølet. De ville give masser af spalteplads og taletid til aktivistiske, indvandrervenlige ”eksperter”, ”bekymrede” erhvervsledere, som vil have flere flygtninge til landet, politiserende asylpræster, dommere, menneskeretsadvokater, multikulti-prædikanter, godhedskendisser og andet godtfolk. Integrationsindustrien ville fremstille statsministeren som en kold, hjerteløs, egoistisk, hadefuld og ond person og politiker. Venstrefløjen og muslimerne ville beskylde statsministeren for nazistiske tilbøjeligheder. Statsministerens planer om at sænke skatterne og reformere socialstaten ville blive kritiseret for at forkæle de rige og forarme de fattige. Hele dette kæmpe apparat vil gøre alt for at undergrave og obstruere den demokratisk valgte regerings politik.

Forhandlingerne mellem VLAK og DF i december 2017 har leveret en god anskuelsesundervisning i, hvordan den dybe stat bruger sin indflydelse. Da forhandlingerne blev afbrudt, sagde Kristian Thulesen Dahl: ”Vi har siddet med embedsmændene fra Justitsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet. Og jeg skal da love for, at de kan finde mange grunde til, at vi ikke kan gennemføre de ting, vi gerne vil”.