Site icon 24NYT

Efter enormt swap-tab: Nu har regionen mistet centrale dokumenter

penge kroner

Arkivbillede.

Den er ikke kun gal med sygehusbyggeriets økonomi. Region Nordjylland bekræftede tirsdag tabet af centrale lånedokumenter, der handler om unødige swap-tab på 600 millioner kroner.

De forsvundne dokumenter handler om, hvordan regionen indgik risikable swap-lån med Nordea til en urealistisk høj rente på op til 5,85 procent. Det betyder, at Region Nordjylland frem til år 2033 skal betale 2,5 milliarder kroner for oprindelige lån på i alt 1,4 milliarder kroner.

”Regionen hævder groft sagt, at det ikke gør noget, at lånedokumenterne er væk, fordi lånene alligevel er lagt om i mellemtiden. Det er forkert. Det er en fejl, at så store lånebeløb kun er baseret på mundtlige underhåndsaftaler,” siger regionsrådsmedlem Erik Høgh-Sørensen (DF).

”Både Nordea og regionsformand Ulla Astman prøver at tildække et enormt skatteydertab, der rammer borgere, patienter og ansatte hver eneste dag,” siger Høgh-Sørensen, som blev opmærksom på problemet under en revision i Forretningsudvalget i 2018.

”Vi taber årligt omkring 50 millioner kroner på unødvendige renter og afdrag og gebyrer til skattely-banken Nordea. Samlet set kan selve Nordeas overrente ende med at koste det offentlige 600 millioner kroner,” siger han.

Af de endnu eksisterende kontraktdokumenter fremgår, at Nordea var både rådgiver og udbyder af swaplånene.

Desuden er eksistensen af underhåndsaftaler blevet bekræftet af Lasse Jakobsen, Nordeas associate director for debt and risk solutions, på et møde 10. april 2019 i Regionshuset i Aalborg.

”Lasse Jakobsen var åben og ville udlevere flere detaljer, lige indtil Ulla Astman eller nogle af hendes folk greb ind få timer senere,” siger Høgh-Sørensen.

I tirsdagens svar hævder administration, at man ”ikke er bekendt med underhåndsaftaler”. Netop derfor burde regionen være mere åben:

”Den afslørende journalist fra Mandag Morgen blev holdt hen med nøl og udenomssnak af regionens store kommunikationsenhed i seks uger, før man til sidst rykkede ud med indrømmelsen af, at dokumenterne er væk,” siger Høgh-Sørensen.

Sagen er nu overdraget til Ankestyrelsen, hvis tidligere vurdering ikke omfattede Mandag Morgens afsløringer.

Et flertal i Regionsrådet afviste i 2019 et DF-forslag om at ændre swap-lånene. Hvis Regionsrådet dengang havde sagt ja, ville det offentlige have sparet et to-cifret millionbeløb.

Exit mobile version