Site icon 24NYT

Efteråret er over os: Forbered din bil på den hårde årstid

En ny årstid er over os, og det betyder regn, blæst og glatte veje. Med et par forebyggende manøvrer kan du sikre dig, at din bil har de optimale betingelser for at klare sig godt igennem.

Selvom efteråret både kan byde på lune vinde og hagl er det sikkert, at skiftet mod de mørke sæsoner har for vane at have faldende temperaturer med sig. Derfor kan det allerede nu være en god idé at begynde at tænke på, hvordan man kan forberede sin bil på det kommende hårde føre.

– I løbet af vinteren oplever mange bilejere, at de får problemer med deres biler på grund af det kolde, hårde og våde vejr, fortæller Jacob Møller fra varehuskæden Biltema. Han supplerer:

– Det kan være alt fra duggen på bilens ruder, der gør det umuligt at se ud, vinduesviskerne der står af i kampen mod det saltholdige og snavsede føre, eller at vejret bogstaveligt talt gnaver lakken i stykker, fordi man ikke har fået voksbehandlet i tide.

Fire gode råd
Ifølge Jacob Møller kan det derfor være en god idé allerede i det tidlige efterår at gøre bilen klar for at sikre sig imod de typiske tilfælde, inden det er for sent. Han giver følgende råd:

1. Tag hånd om viskerbladene
Med sæsonskiftet følger også en øget belastning på bilens vinduesviskere, der skal tolerere nedfaldende blade og store mængder nedbør ovenfra. Et mindre eftersyn af dine vinduesviskere kan spille en væsentlig rolle for at gå en problemfri sæson i møde. Efterse dine vinduesviskere ved at tjekke, om gummiet er helt, og om viskerbladene er knækkede. Afslut gerne med at rense bladene med en svamp, vand og lidt rengøringsmiddel.

2. Voks, voks, voks!
Mange forbinder polering og voksbehandling af bilen med forår og sommer, hvor bilen skal ud og vises frem og dermed se så godt ud som muligt. Mange glemmer dog, at vinteren er rimelig hård ved lakken, og at de fleste lakbehandlinger fra foråret har mistet en del af deres beskyttende effekt, når kulden indtræder. Med en rettidig voksbehandling i efteråret kan du forlænge levetiden på den lakforsegling, du i forvejen har.

3. Gør bilen dugfri
Koldt vejr er for mange lig med duggede bilruder, der begrænser udsynet. Det kan være en plage at køre i, men der findes lette løsninger på problemet. Sørg først og fremmest for at få ryddet op i bilen: Fjern sommerens badehåndklæder, picnictæppet og gamle aviser, da det alt sammen suger fugt til sig. Du kan også fjerne fugten ved at tørre indersiden af forruden med en antidug-klud eller ved at tørre af med en klud med et par dråber opvaskemiddel.

4. Skift bilens olie
Alle bilejere bør ofte tjekke olien på deres bil, men som tommelfingerregel skal olien skiftes hvert år. Hvis olien er ved at være gammel, er det vigtigt at få skiftet i løbet af efteråret. Gammel motorolie kan med tiden risikere at blive tyk og træg, så det bliver sværere for motoren at trække rundt ved start i frostvejr.

Exit mobile version