Greve
Omkring midnat modtog politiet oplysninger om, at der kl. ca. 23.00 formentlig var blevet afgivet skud i området ved Håndværkerbyen i Greve.
Politiet sammenholdt disse oplysninger om mulig skudafgivelse i Håndværkerbyen i Greve med en tidligere henvendelse sent mandag aften om to mistænkelige personer og måske maskerede, idet disse personer var set køre rundt i området ved Greve Midtby Center på et tohjulet køretøj.
Derfor iværksatte politiet en undersøgelse af området omkring Håndværkerbyen, som blev afspærret, således at politihunde sammen med politipersonale kunne gennemsøge området for at få af- eller bekræftet, hvorvidt nogen måtte have afgivet skud.
Undersøgelserne endte med fund af afskudte patronhylstre, der med stor sandsynlighed stammer fra løsskudspatroner, og politiet har ingen oplysninger om eventuelle tilskadekomne.
Endvidere vil politiet kigge på, om episoden i Håndværkerbyen kan kædes sammen med en tilsvarende episode i Gersagerparken, Greve, tirsdag den 3. oktober 2023 om aftenen, hvor der ifølge oplysninger til politiet også blev afgivet skud. Efterfølgende fandt politiet også i Gersagerparken patronhylstre, der formodes at stamme fra løsskudspatroner. Også i dette tilfælde har politiet ingen oplysninger om eventuelle tilskadekomne.
Oplysninger om skudafgivelserne og eventuelt motiv hertil kan gives til politiet på tlf. 114.