Et færdselsuheld i det sydlige Aalborg – uden tilskadekomne, men med undløbne involverede – trak torsdag eftermiddag adskillige patruljer til området. Fem personer er nu i politiets varetægt, med god hjælp fra opmærksomme vidner.
Nordjyllands Politi modtog kl. 16:49 anmeldelse om et færdselsuheld på Skalborg Bakke i den sydlige del af Aalborg, med to implicerede køretøjer. Den ene bil var dog ikke længere på stedet da flere patruljer, herunder en hundepatrulje, kort efter anmeldelsen ankom til området.
Her var en række vidner behjælpelige og patruljerne var derfor i løbet af meget kort tid, i stand til at udfinde den manglende bil, samt fem personer der var undløbet, med formodentlig relation til episoden.
De fem personer er nu i politiets varetægt, med henblik på at afklare hændelsesforløbet i sagen.
Vidner hjalp politiet
Efterforskningsleder, politikommissær Kenneth Rodam, fortæller:
”Vi er hurtigt på stedet med flere patruljer og takket være årvågne vidner udfinder vi hurtigt de implicerede fra det ene køretøj. Vi har en god idé om hvem de involverede er, og der er formentlig tale om et møde mellem nogle grupperinger, som i forvejen er kendt af politiet. Ved vores ransagning af det tilbageblevne køretøj finder vi nogle våben, som er blevet beslaglagt og sendt til nærmere undersøgelser.”
Politikommissæren beder vidner i området rette henvendelse til politiet, hvis de har oplysninger i sagen: ”Vi kan konstatere, at der er undløbet personer fra det ene køretøj. Dem leder vi fortsat efter. Har man observeret noget i den forbindelse, så kontakt Nordjyllands Politi på telefon 114.”
Status torsdag aften ifølge efterforskningslederen:
”Der var ingen tilskadekomne ved uheldet og der er igen ro på i området, ligesom afspærringerne er ophævet. Vi er i fuld gang med at afhøre vidner, indhente videoovervågning fra området og sikre spor.”
Har du set noget mistænkeligt i området?
Kenneth Rodam opfordrer vidner til at henvende sig i sagen:
”Har man været vidne til episoden, så opfordrer vi til at man ringer 114 og fortæller hvad man har set. Dette gælder også hvis man skulle have set mistænkelige køretøjer – eller kørsel – i området i tidsrummet omkring 16:49.”
Et andet mindre kuriosum i sagen omhandler den ene bil, som var på svenske nummerplader. Dette er blevet bemærket af både pressen og flere vidner, formentlig i kraft af flere hændelser andre steder i landet med svensk involvering. Kenneth Rodam afviser dog foreløbigt, at dagens episode skulle have tilknytning til den problematik, der udspiller sig i øvrigt:
”På nuværende tidspunkt er der ingen grund til at koble disse ting sammen; det er selvfølgelig en hypotese vi har in mente, men umiddelbart er det ikke noget vi mistænker.”
Har du set noget i forbindelse med episoden, så ring til Nordjyllands Politi på telefon 114.