Efterforskningen om den fundne døde 38 årige kvinde i Give fortsætter

Sydøstjyllands Politi takker borgerne for deres velvillige hjælp til efterforskningen og opfordrer til yderligere bidrag fra hele landet

Der er skrevet over 600 rapporter i sagen, der startede med fundet af den døde 38 årige Iben Salling Syrik i familiens sommerhus, Skovbrynet i Vesterlund ved Give den 8. december 2019. Men det er endnu ikke klarlagt, hvad der skete forud herfor.

’Vi skal naturligvis finde ud af hvordan og hvorfor Iben Salling Syrik døde og om hun døde som følge af en forbrydelse’ siger vicepolitiinspektør Carsten Thostrup. ’Derfor arbejder vi med en efterforskning i fuld skala, som om det lå fast, at der er tale en drabssag, som skal opklares’. Han tilføjer: ’Vi fortsætter med efterforskningen og jeg opfordrer borgerne til at overveje, om de måtte sidde inde med oplysninger, der kan indgå som brudstykker i det store puslespil, som vi er ved at lægge. Ring hellere en gang for meget end én for lidt. Vi skal nok sortere os frem til det, der kan bruges’.

Det politiet efterspørger, er bl.a. oplysninger fra folk, der kender til afdødes færden den 7. – 8. december, eller som kendte Iben Salling Syrik fra nærområdet, har handlet heste med hende, fra kontakter fx på sociale medier, eller som på anden måde kender til oplysninger om Iben Salling Syrik. Det kan også være oplysninger om personer, som borgeren finder relevante i forhold til hende. Som man kan se, så kan oplysninger også findes hos borgere, der ikke er fra eller omkring Give, men fra hele landet. Ring til Sydøstjyllands Politi på 114, hvor politiet er klar til at modtage opkald.

LÆS OGSÅ:  Mand fundet død i vandet

 

Om sagen og efterforskningen

Vicepolitiinspektør Carsten Thostrup: ’Når vi efterforsker en potentielt meget alvorlig sag, så må vi som politi ofte holde kortene tæt til kroppen, forstået på den måde, at der er en række oplysninger, som vi må holde for os selv. Det gør vi, fordi vi jo skal opklare sagen og derfor kan vi ikke risikere at give en gerningsmand fordele ved at afsløre, hvad vi ved eller ikke ved. Der er også et hensyn til en eventuel kommende retssag og til de involverede. Hvor vi står nu, kan vi stadigt ikke oplyse alt, men vi kan resumere de oplysninger, vi kan give’.

Iben Salling Syrik var fraskilt og boede på Genvej i Give sammen med sin 5 årige søn. Hun blev fundet i familiens fritidshus i Skovbrynet, Vesterlund i Give. Iben Salling Syrik var ejer af en sort personbil, stationcar af mærket BMW, med registeringsnummer CK30844. Afdøde handlede efter det oplyste med heste og omtales som ’hestepige’.

Der blev ved fundet af Iben Salling Syrik straks iværksat efterforskning, der er fortsat lige siden. Der er talt med og afhørt mange mennesker, foretaget undersøgelser og sporsikring af teknikere, hunde og retsmedicinere. Der er foretaget obduktion og Forsvaret har bistået med fysiske undersøgelser i nærområdet. Der er endvidere indhentet yderligere oplysninger af forskellig karakter.

LÆS OGSÅ:  Kvinde død under mistænkelige omstændigheder

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)