Københavns Vestegns Politi efterlyser en mørkklædt person, som er mistænkt for hærværk mod Vejleå Kirke i Ishøj
Siden i søndags har Københavns Vestegns Politi efterforsket en sag om hærværk mod Vejleå Kirke i Ishøj. I den forbindelse efterlyser politiet en person, som er mistænkt for at male skrifttegn på kirkens murværk.
Hærværket blev begået kl. ca. 0330 søndag den 12. april 2020. Her bevægede en person i mørkt tøj sig ad stisystemet ved Spolestræde og Ishøj Boulevard hen til Vejleå Kirke og begik hærværket. Vedkommende blev kortvarigt afbrudt i sin handling, da en lys personbil passerede lyssignalet på Ishøj Stationsvej. Personen kan desværre ikke beskrives nærmere.
”Vi har overvågningsbilleder i sagen, men ud fra dem kan end ikke kønnet på gerningspersonen fastslås, og derfor giver det ikke mening at offentliggøre billederne. Men sagen er endnu på et tidligt stadie, og vi håber, at vi via denne efterlysning samt afhøringer og øvrig efterforskning kan pågribe gerningspersonen,” siger vicepolitiinspektør Peter Malmose, som understreger, at efterforskningen følger flere forskellige spor.
Føreren af den lyse bil
Politiet hører gerne fra personer, der har kendskab til sagen eller har set noget ved kirken søndag nat. Politiet er i den forbindelse meget interesseret i at komme i kontakt med føreren af den lyse personbil. Københavns Vestegns Politi kan kontaktes hele døgnet på 43861448.
Af hensyn til efterforskningen kan Københavns Vestegns Politi ikke give yderligere oplysninger til pressen om sagen pt.