Efterlyst for drab – har du set ham?

Sydøstjyllands Politi ønsker fortsat hjælp til at finde 63-årig mand, efterlyst for drab

Den 63-årige mand, som har været efterlyst, siden hans 61-årige hustru blev fundet død lørdag den 28. oktober, er endnu ikke fundet.

’For at få borgernes hjælp til at finde frem til ham, valgte vi derfor at fortælle om sagen og efterlysningen af mistænkte i Station 2 Efterlyst på TV2 i går aftes,’ fortæller politiinspektør Carit Andersen, der er leder af efterforskningscentret ved Sydøstjyllands Politi: ’Vores håb er, at vi via en bred omtale af sagen i medierne kan få hjælp fra borgerne til at finde frem til afdødes mand.’

Den 63-årige mand var gift og boede gennem mange år med sin hustru på Christiansøvej i Kolding, og det var også på denne adresse, hustruen blev fundet død. På grund af skader på den 61-årige kvinde, blev det slået fast, at hun ikke var død af naturlige årsager. Derfor betragter Sydøstjyllands Politi hendes dødsfald som en drabssag, og den 63-årige mand er mistænkt i sagen. Han er ikke set eller har ladet høre fra sig, siden hustruen blev fundet død. Derfor blev han den 10. november ved retten i Kolding fængslet in absentia – altså uden at han var tilstede – som mistænkt for at have begået drabet.

’Vi har siden drabet ledt flere steder efter den 63-årige mand med både hunde og helikopter,’ fortæller politiinspektør Carit Andersen. Blandt andet er området omkring Vejers blevet eftersøgt meget, da parret har sommerhus her. Vi har også med dykkere undersøgt nogle havne, hvor sandsynligheden for at finde bil og mand er skønnet størst. Desværre har det ikke givet resultat. Og grunden til, at vi søgt på denne måde, er, at vi frygter, at manden har gjort skade på sig selv efter drabet’.

Den 63-årige efterlyste mand.

Den 63-årige mand kan teoretisk set også være forsvundet af andre årsager, og det er derfor vigtigt for efterforskningen i sagen, at Sydøstjyllands Politi får fundet ham. Det er naturligvis også af stor vigtighed for de pårørende i denne tragiske sag, at han bliver fundet. Derfor beder Sydøstjyllands Politi endnu engang borgerne om hjælp i sagen.

Signalement af mistænkte
Den mistænkte er en 63-årig mand. Han er almindelig af bygning og 187 cm høj. Han bærer briller og er skaldet.

Signalement af mistænktes bil
Den 63-årige mands bil efterlyses også, da den også har været forsvundet, siden den 61-årige hustru blev fundet død:

Bilen er en grå/brun Ford Mondeo årgang 2015 med registreringsnummer AU 24836.

Opfordring til borgerne
’Vi beder borgerne i alle dele af landet om at holde udkig efter den 63-åriges bil og den 63-årige selv. Vi tænker, at hvis vi finder bilen, så er der stor sandsynlighed for at vi også finder ham. Men vi kan naturligvis ikke være sikre’, understreger politiinspektør Carit Andersen:

’Har du derfor set eller hørt noget, der kan hjælpe politiet nærmere en opklaring af, hvor den efterlyste 63-årige mand er, så kontakt Sydøstjyllands Politi via 114. Vi håber meget på hjælp og siger mange tak for hjælpen på forhånd’.

HUSK: 24NYT modtager IKKE mediestøtte. Du kan hjælpe os ved at tegne et abonnement på 1,- om dagen. Klik her. https://24nyt.dk/abonnement/

Kan du lide vinklingerne på 24NYT? Få avisen leveret gratis på mail

Del gerne artiklen på Facebook:

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb